Sexanklager spidser til for Elverkær-ansat

12. april 2013 18:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sexanklager spidser til for Elverkær-ansat
Billede mangler

Nye anklager så fredag dagens lys i sagen mod den 64-årige mand, der var ansat på bostedet Elverkær ved Skanderborg.

 

Foruden at være tiltalt for at have tvunget tre plejebørn til sex, har anklagemyndigheden udvidet anklageskriftet til at omfatte yderligere to børn, skriver bt.dk. Han var oprindeligt tiltalt for at have tvunget en dreng på ni år og to piger på henholdsvis seks og 12 år til sex.

Under endnu en videoafhøring af den dreng, som skulle være blevet tvunget til analsex med den ansatte på bostedet, kom det frem, at yderligere to drenge skulle være blevet udnyttet. Overgrebet bestod i, at han tvang de tre drenge til også at have analsex med hinanden, mens han fotograferede børnene. Overgrebet skulle angiveligt have fundet sted mellem 2004 og 2009.

Dermed udvides anklagen til at omfatte i alt fem børn.

Fredag afgav den tiltalte for første gang siden grundlovsforhøret sin forklaring, men den har ifølge anklageren ændret sig.

Fra vidneskranken ved Retten i Horsens forklarede den tiltalte nemlig, at hans kone oftest sov hos ham i det rum, hvor de påståede overgreb skal have fundet sted. Og det undrede anklageren, som gjorde opmærksom på, at tiltalte under grundlovsforhøret forklarede, at han altid sov alene.

»Under det grundlovsforhør blev jeg udsat for nogle meget frygtelige og urigtige beskyldninger. Og jeg var helt nede. Så de ting, jeg sagde i det grundlovsforhør, vil jeg ikke stå på mål for, for jeg var i dyb, dyb krise,« lød det ifølge bt.dk fra den tiltalte.

Netop det spørgsmål lod til at påvirke den tiltalte, som ellers havde siddet roligt og svaret venligt på anklagerens mange spørgsmål om det omstridte opholdssted. Blandt andet forklarede han om tanken bag sin »titel« som plejefar.

»Jeg blev kaldt plejefaren. Vi prøvede at køre det som en familie. Formålet var at lave et sted med hjertevarme som hos en almindelig familie,« sagde den 64-årige.

Fra vidneskranken forklarede han også, hvordan børnene fik lov at sove inde i hans seng, og hvordan han tog alene på ferie til Norge og i sommerhus i Nordjylland med børnene. Det er blandt andet her, der skulle været foregået sexovergreb mod den ene af pigerne.

»Om hun lige var med, når jeg var alene af sted, det har jeg ikke nogen klar erindring om,« forklarede han.

Der ventes at falde dom i sagen 2. maj.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu