Sextiltalt ændrer forklaring i retten

12. april 2013 13:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sextiltalt ændrer forklaring i retten
Billede mangler

For første gang, siden den 64-årige tidligere ansatte på bostedet Elverkær ved Skanderborg 2. maj 2012 blev anholdt og sigtet for omfattende sexkrænkelser af plejebørn, har offentligheden nu fået den tiltaltes version af sagen. Men dele af forklaringen var ifølge anklageren ikke helt enslydende med oplysningerne i grundlovsforhøret. Det skriver bt.dk.

 

Fra vidneskranken ved Retten i Horsens forklarede den tiltalte nemlig, at hans kone oftest sov hos ham i det rum, hvor de påståede overgreb skal have fundet sted. Og det undrede anklageren, som gjorde opmærksom på, at tiltalte under grundlovsforhøret forklarede, at han altid sov alene.

»Under det grundlovsforhør blev jeg udsat for nogle meget frygtelige og urigtige beskyldninger. Og jeg var helt nede. Så de ting, jeg sagde i det grundlovsforhør, vil jeg ikke stå på mål for, for jeg var i dyb, dyb krise,« lød det ifølge bt.dk fra en lettere ophidset tiltalt.

Netop det spørgsmål lod til at påvirke den tiltalte, som ellers havde siddet roligt og svaret venligt på anklagerens mange spørgsmål om det omstridte opholdssted. Blandt andet forklarede han ifølge bt.dk om tanken bag sin »titel« som plejefar. 

»Jeg blev kaldt plejefaren. Vi prøvede at køre det som en familie. Formålet var at lave et sted med hjertevarme som hos en almindelig familie,« indledte den 64-årige, der mest af alt ligner enhver anden ældre mand. Han var under fredagens retsmøde velklædt med skjorte og striktrøje.

Fra vidneskranken forklarede han også, hvordan børnene fik lov at sove inde i hans seng, og hvordan han tog alene på ferie til Norge og i sommerhus i Nordjylland med børnene. Det er blandt andet her, der skulle været foregået sexovergreb mod den ene af pigerne. 

»Om hun lige var med, når jeg var alene af sted, det har jeg ikke nogen klar erindring om,« forklarede han ifølge bt.dk.

Den videre forklaring fra den tiltalte kommer fredag efter frokost.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu