Sexvideo med elev vist til morgensamling

25. maj 2012 06:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sexvideo med elev vist til morgensamling
Billede mangler

Rektor, lærere og elever så måbende til, da en sexvideo med en 3.g-elev i sidste uge blev vist på en storskærm i forbindelse med en afslutningsceremoni på Gammel Hellerup Gymnasium nord for København.
Det skriver Politiken.
Mellem 400 og 500 mennesker var ifølge skolen til stede ved morgensamlingen, hvor fremvisningen af film om de afgående 3. g’ere skulle medvirke til en munter afsked.
Men da filmen blev vist, forvandlede latteren sig til alvorlige miner.
Ifølge Politikens oplysninger går kvinden ikke på skolen, og hun er formentlig ikke underrettet om hverken de skjulte sexoptagelser eller fremvisningen af dem.
Fremvisningen af sexvideoen er direkte strafbar, forklarer forskningschef ved Journalisthøjskolen og ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen:
– Med fremvisningen ved morgensamlingen er der tale om en videregivelse af materiale, som er krænkende. Det er en klar overtrædelse af straffeloven.
– Afsløring af seksuelt samkvem er en meget grov krænkelse. Hvis kvinden i videoen anlægger et civilt søgsmål om økonomisk godtgørelse, så vinder hun formentlig, siger Oluf Jørgensen til Politiken.
Rektor på Gammel Hellerup Gymnasium, Jørgen Rasmussen, beklager episoden, men har endnu ikke afgjort, om den vil få konsekvenser.
– Først skal vi finde ud af, præcis hvem der står bag. Vi har ikke taget stilling til en politianmeldelse, siger han til Politiken.
Sagen om sexvideoen er alvorlig, siger national projektleder i Sex & Samfund Jeppe Hald, der mener, at grænsen mellem privat og offentligt er blevet rykket på grund af blandt andet reality-tv.
– Når de ser folk dyrke sex på tv, kan det få grænsen for, hvad man vil vise af sit private og intime live, til at flytte sig, siger Jeppe Hald til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu