SF bliver i regeringen

2. marts 2013 16:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SF bliver i regeringen
Billede mangler

»Vi render ikke af pladserne, og det synspunkt var landsledelsen enig i.«

 

Sådan lyder det fra politisk ordfører Jesper Petersen (SF), efter at SF lørdag afsluttede et to dage langt møde i landsledelsen, der er partiets højeste myndighed.

Dermed svarer landsledelsen ifølge Jesper Petersen på den henvendelse, der kom for få dage siden fra SFs byrådsgruppe i Horsens, som kræver, at partiet træder ud af regeringen i protest mod regeringens planer om at sænke selskabsskatten og spare på SU og kontanthjælp.

Men landsledelsen bakkede ifølge Jesper Petersen op omkring regeringens udspil.

»Jeg glæder mig over, at der var entydig opbakning til de udspil, regeringen er kommet med på det seneste,« siger Jesper Petersen med henvisning til vækstplanen, der blev offentliggjort tirsdag, og togplanen, der blev præsenteret fredag.

Den politiske ordfører medgiver dog, at sænkning af selskabsskatten, der er en del af vækstplanen, ikke er SFs ønske.

»Det er isoleret set ikke SF-politik, men det er en del af en plan, der skal skaffe arbejdspladser, og det er godt for Danmark,« siger han.

Landsledelsen vedtog på mødet en strategiplan for partiet, men SF har ikke til hensigt at offentliggøre planen.

»Det er et internt arbejdspapir. Og en strategi virker nu engang bedst, når andre ikke kender til den,« siger Jesper Petersen.

Ifølge TV2 Nyhedernes oplysninger handler strategiplanen om at styrke SFs grønne og sociale profil.

»Det vil jeg ikke kommentere,« siger Jesper Petersen, der heller ikke vil røbe, om der skal ske ændringer i partiets kommunikation med omverdenen.

Spørgsmål: Var der opbakning fra landsledelsen bag Annette Vilhelmsen som partiets formand?

»Det var slet ikke et tema på landsledelsesmødet,« siger Jesper Petersen.

En Megafon-måling viste forleden en opbakning til SF på beskedne 4,8 procent af stemmerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu