SF dumper idé om at skære unges kontanthjælp

18. april 2012 10:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
SF dumper idé om at skære unges kontanthjælp
Billede mangler

Regeringspartiet er skeptisk over for at sætte kontanthjælpen ned på SU-niveau for unge under 30 år.

 
Det vækker ikke begejstring i SF, at Socialrådgiverforeningen foreslår, at kontanthjælpen til unge under 30 sættes ned til et niveau, der svarer til SU. Idéen er, at det skal motivere de unge til at gå i gang med en uddannelse.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er ellers begejstret for idéen, siger hun til Jyllands-Posten, men regeringspartneren SF kalder forslaget for “en dårlig ide”.
“Der kan være nogen, som har prøvet ting i uddannelsessystemet og har rigtig dårlige erfaringer med det. Det trænger til at blive nærmere analyseret, og umiddelbart er jeg skeptisk over for det,” siger partiets arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.
Han oplyser, at emnet ikke har været drøftet mellem regeringspartierne endnu.
“Som udgangspunkt synes jeg, at det er en dårlig idé, men det er klart, at der vil komme forhandlinger,” siger Eigil Andersen.
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, siger til Jyllands-Posten, at det vil være i orden, hvis ydelsen til unge under 30 år sættes ned til SU-niveau, det vil sige til 5.662 kroner før skat, i forbindelse med en reform af kontanthjælpen.
Hun mener nemlig, at ydelsen i alt for mange tilfælde bliver en sovepude, så kontanthjælpsmodtageren ikke kommer i gang med en uddannelse.
I alt 6.000 unge kontanthjælpsmodtagere i aldersgruppen 25-29 år kan blive ramt af forslaget. Unge under 25 år får i forvejen en lavere ydelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu