SF forstår ikke nej til jyske betjente

15. marts 2013 13:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SF forstår ikke nej til jyske betjente
Billede mangler

Der var skarp kritik til justitsminister Morten Bødskov (S), da han torsdag var til samråd i Folketingets Retsudvalg om det københavnske bandeuvæsen.

 

Venstre og Dansk Folkeparti satte blandt andet spørgsmålstegn ved det fornuftige i planen om at overflytte 200 politibetjente fra hovedstaden til provinsen inden 2015. Men kritikken bliver afvist af Bødskovs regeringspartnere i SF.

Retsordfører Karina Lorentzen (SF) understreger, at overflytningen af de mange politifolk skyldes en matematisk model over behovet for betjente i forhold til kriminalitetens omfang. Derfor er det ikke rimeligt at snyde jyderne for de politikræfter, de har brug for, erklærer hun.

»Det er vigtigt, at der holdes et højt polititryk på banderne i København. Det er heldigvis også sikret med modellen, som netop tager højde for problemstillingen med bander i hovedstaden. Derudover er der jo af flere omgange kommet flere penge til den indsats, hvilket er helt på sin plads,« siger Karina Lorentzen i en skriftlig kommentar.

»Men det her handler også om at sikre, at borgerne har adgang til den samme, ensartede og gode politibetjening landet over. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det er Venstres og Dansk Folkepartis politik, at borgerne i en række jyske provinsbyer skal have et B-politi,« siger hun.

En anden fremtrædende SF er imidlertid mere på linje med DF og Venstre, nemlig partiets politiske leder i Københavns Kommune, sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

Sammen med borgmesterkollegaen Anne Mee Allerslev (R) har hun netop lanceret en handlingsplan til bekæmpelse af bandekriminaliteten på især Nørrebro. Planen siger blandt andet, at politiet skal være mere synligt, så Ninna Thomsen deler de borgerlige partiers bekymring for konsekvenserne af udflytningen.

»Jeg forstår ikke, hvordan mindre politi er en del af løsningen, når vi ser de udfordringer, vi står overfor. Der er brug for mange ting, hvis vi skal have Nørrebro tilbage til borgerne, og et vigtigt element er en synlig og nærværende politistyrke,« siger hun.

De to københavnerborgmestre vil nu kontakte justitsminister Morten Bødskov for at få ham til at genoverveje beslutningen om at flytte de 200 betjente væk fra København.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu