SF holder døren på klem for lastbilafgift

28. februar 2013 10:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SF holder døren på klem for lastbilafgift
Billede mangler

SF vakler ikke i troen på, at det var rigtigt at droppe de varslede kørselsafgifter for lastbiler til trods for, at forurening fra lastbiltrafik ifølge en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) påfører det danske samfund 2,8 milliarder kroner årligt i helbredsomkostninger.

 

Det understreger partiets trafikordfører, Jonas Dahl (SF), der dog er klar til at se på afgiften igen, når den nødvendige knowhow er på plads.

»Realiteten er, at de administrative omkostninger ved at opkræve lastbilafgiften er for store med de nuværende tekniske løsninger. Det er derfor, vi har sagt, at man bliver nødt til at udskyde den, indtil vi har en teknisk holdbar løsning. Vi bliver nødt til at sikre os, at de lastbiler, der kører ind i Danmark, om det så er polske, danske eller lettiske lastbiler, betaler den samme afgift i forhold til den belastning, de nu har på vores veje og miljø,« siger Jonas Dahl til Berlingske Nyhedsbureau.

Ordningen skulle sikre, at lastbilerne i højere grad end i dag betaler for den forurening og det slid på vejene, de giver anledning til, og afgiften skulle baseres på GPS-teknologi. I sidste uge blev ordningen imidlertid droppet, selv om den indgik som led i finanslovsaftalen for 2012 mellem regeringen og Enhedslisten.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) meddelte således, at »omkostningerne ikke står mål med de fordele, som afgiften medfører.«

Lastbilafgiften har dog ikke fået dødsstødet, påpeger Jonas Dahl.

»Der er uden tvivl miljøbelastninger ved lastbiler, og der er meget stor slitage på vores vejnet på grund af lastbiler. Derfor vil jeg heller ikke afvise, at vi skal se på afgiften igen, men det kræver altså først en teknisk holdbar løsning. Vi er nødt til at tage hensyn til, hvordan vi fastholder arbejdspladser i Danmark, og lastbilafgiften en af de ordninger, der kan udskydes,« siger SF-politikeren.

Dagbladet Information skriver torsdag på baggrund af agenturets rapport, at forurening fra lastbiltrafikken giver EU samlede samfundsøkonomiske omkostninger på 320-343 milliarder kroner årligt alene som konsekvens af de helbredsmæssige skadevirkninger såsom luftvejssygdomme og hjertekarsygdomme.

Ifølge agenturet svarer det til halvdelen af omkostningerne ved luftforurening fra alle transportformer i EU.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu