SF Landsmøde: Tesfaye og Touborg vandt SF-kampvalg

15. april 2012 19:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
SF Landsmøde: Tesfaye og Touborg vandt SF-kampvalg
Billede mangler

Mattias Tesfaye og Mette Touborg vandt kampvalg om næstformandsposten i SF.
 
Dermed måtte Meta Fuglsang overgive posten, som hun ellers har haft de seneste seks måneder. Hun var desuden den kandidat, der fik suverænt flest stemmer til den nye landsledelse, der blev valgt tidligere i dag.
 
Mattias Tesfaye blev anset som værende både Villy Søvndal og Thor Möger Pedersens foretrukne kandidat.
 
“Vi har valgt to næstformænd. Det har været den ene diskussion, om vi skulle vælge én eller to. Det er Mette og Mattias, der er valgt,” siger Villy Søvndal til Politiken.
 
Og hvorfor det blev de to der løb med sejren, har Villy Søvndal denne kommentar.
“Det er formentlig fordi, man har syntes, det var den bedste konstellation. Det er det eneste, jeg vil sige til det. Jeg tror, mange har syntes, det var et svært valg, for det er altid et svært valg, når man har tre rigtig gode kandidater,” lyder det.
 
Villy Søvndal ville ikke ud med, hvem der havde fået hans stemme, og han ønskede heller ikke at ytre sin holdning til, at Meta Fuglsang ikke blev valgt, selvom hun fik flest stemmer til landsledelsen tidligere på dagen.
 
Ifølge TV 2 fik Mette Touborg 17 stemmer, Mattias Tesfaye 13 og Meta Fuglsang 8, da landsledelsen skulle vælge deres favoritter til posten.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu