SF: Lavere selskabsskat skyld i dårlig måling

12. marts 2013 13:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SF: Lavere selskabsskat skyld i dårlig måling
Billede mangler

Opbakningen til SFs formand Annette Vilhelmsen (SF) er ikke prangende, og det skyldes, at målingen blev lavet på et tidspunkt, hvor regeringen lagde sin nye vækstplan frem.

 

Det vurderer Jonas Dahl (SF), som er næstformand i SFs folketingsgruppe, efter at TV 2 tirsdag offentliggjorde en måling af Annette Vilhelmsens popularitet, fem måneder efter at hun blev valgt som ny partiformand.

Målingen viser, at 39 procent af dem, der stemte på SF ved sidste Folketingsvalg, mener, at Annette Vilhelmsen har klaret sig »dårligt« eller »meget dårligt« i sin tid som formand.

»Målingen er lavet på et tidspunkt, da regeringen fremlagde vækstplanen, herunder sænkelse af selskabsskatten. Det er ikke faldet i god jord hos SF-vælgere, og det har heller aldrig været et stort SF-ønske,« siger Jonas Dahl.

Han mener, at SF ikke har formået at trænge tilstrækkeligt igennem med de aftryk, som partiet satte på vækstplanen.

»Vi har ikke foldet ud, at den også indeholder en række offentlige investeringer, herunder en togfond med 27 milliarder kroner til opgradering af tog,« siger Jonas Dahl.

Kun 10 procent af de adspurgte i meningsmålingen vurderer, at Vilhelmsen har klaret sig »godt« eller »meget godt«.

Jonas Dahl mener dog, at man også skal tage højde for, at de adspurgte er et udsnit af de vælgere, der stemte på SF ved Folketingsvalget i 2011.

»Vi har desværre mistet mange af disse vælgere, som nu stemmer på Enhedslisten. Jeg hæfter mig ved, at blandt dem, der stemmer SF i dag, er der hele 70 procent, som siger, at vi skal blive i regeringsarbejdet,« siger Jonas Dahl og fastslår:

»Vores opgave bliver at sikre, at der er synlige SF-aftryk på den politik, som regeringen fører. Vi skal sikre, at resultaterne fremadrettet har både en rød og grøn profil,« siger Jonas Dahl.

Annette Vilhelmsen er med 18 procent af stemmerne i målingen den kandidat, som de adspurgte finder bedste egnet til at sikre SF fremgang som parti. Dermed er hun klar favorit som formand foran Astrid Krag (SF), Villy Søvndal (SF), Jesper Petersen (SF) og Holger K. Nielsen (SF).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu