SF: Materialet kan være fjernet legalt

5. april 2012 17:28 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
SF: Materialet kan være fjernet legalt
Billede mangler

Det forsvundne materiale om Ole Sohn kan være forsvundet uden hokus pokus og mystik. Det mener SF’s næstformand, Meta Fuglsang.
“Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at hvis der er fjernet materiale, kan det være sket af legale grunde. Der er regler for, hvor længe man må opbevare materiale, og regler for om det er vigtigt. Ellers er der ting, som bliver slettet, hvis det ikke skal bruges,” siger hun til Newspaq.
Næstformanden understreger samtidig, at hun overhovedet ikke har nogen indsigt i sagen.
“For det første ved jeg ikke, om der er fjernet noget. For andet ved jeg ikke, om der er blevet fjernet noget af legale grunde,” slår Meta Fuglsang fast.
SF’eren har ikke lyst til selv at forske i, hvorvidt hemmelige oplysninger om Ole Sohn og hans kommunistfortid er forsvundet på mere eller mindre mystisk vis.
“Hvis nogen skal tage sig af det her, skal det være justitsministeren. Det er ikke BT eller mig, der skal undersøge det,” siger hun i relation til, at det var formiddagsavisen BT, som i dag bragte historien om den forsvundne mappe.
Meta Fuglsang vil dog ikke selv kræve, at sagen skal undersøges nærmere. Forespurgt det direkte, giver hun følgende svar:
“Jeg er fuldstændig tryg ved, at justitsministeren og PET ved, hvad deres opgaver er og kan løse de opgaver.”
Flere forskere har forsøgt at få fingre i en mappe med oplysninger om Ole Sohns kommunistfortid. Men beskeden fra PET’s arkiver har været, at mappen ganske enkelt ikke findes længere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu