SF-minister afviser ordførers forslag om babyluger

1. februar 2013 12:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SF-minister afviser ordførers forslag om babyluger
Billede mangler

SFs sundhedsordfører, Özlem Cekic, er klar til at oprette babyluger som en forsøgsordning på for eksempel skadestuer, men det bliver afvist af sundhedsminister Astrid Krag (SF).

 

Red Barnet frygter, at babyluger vil inspirere flere kvinder til at opgive deres spædbørn, og den melding har ministeren hørt.

– Jeg synes, Red Barnets indvendinger mod den ide er meget relevante. Jeg tror heller ikke, at de kvinder, der ønsker at skaffe sig af med deres nyfødte barn, nødvendigvis sætter sig grundigt ind i, hvilke muligheder sundhedsvæsenet tilbyder. De vil sandsynligvis have meget dybe sociale og psykiske problemer, og det er derfor slet ikke sikkert, at tilbuddet vil nå dem, siger Astrid Krag i en pressemeddelelse.

Hun mener i stedet, at kommuner og regioner skal blive endnu bedre til at komme i kontakt med gravide, som har det svært.

De skal gøres opmærksomme på de hjælpemuligheder, der allerede findes, så de kan »gennemføre en sund graviditet og træffe de rette valg for dem selv og det nyfødte barn«.

Özlem Cekic foreslår, at man laver en forsøgsperiode med babyluger på to år og samtidig danner sig et overblik over de erfaringer, som myndighederne har med babyluger i for eksempel Tyskland, Holland og Rusland.

Da Pia Olsen Dyhr (SF) var sundhedsminister, afviste regeringen også et forslag om at opsætte babyluger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu