SF og V vil have politiet til at optage afhøringer

21. februar 2013 07:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SF og V vil have politiet til at optage afhøringer
Billede mangler

Politiets afhøringer optages i dag ikke på hverken lyd eller video, men sådan bør det være fremover af hensyn til retssikkerheden, lyder det nu fra SF og Venstre.

 

»Et eller andet sted kan jeg simpelthen ikke forstå, at man ikke allerede har gjort det. Afhøringen bliver brudt op i bidder, og man får ikke skabt den nødvendige tillid, og det giver faktisk en dårligere afhøring. Derfor kunne det være rigtig godt at anvende lydoptagelser,« siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen.

Udmeldingen kommer, efter at Berlingske torsdag kan påpege fejl ved politiets afhøringer og politirapporter.

»Jeg synes, at det er alvorligt. Uanset hvad, er det uacceptabelt, at der er fejl. Det her handler om mennesker, som risikerer at blive tiltalt på et forkert grundlag eller stillet dårligere i en retssag,« siger Karina Lorentzen.

Hun påpeger, at afhøringerne vil kunne forløbe mere effektivt, fordi politibetjenten, der afhører, ikke afbrydes af skriverier undervejs.

»Bagefter vil man kunne overlevere en lydfil til én, der kun skulle koncentrere sig om at lave en direkte afskrift. Dermed vil det blive mere effektivt, og det vil blive mere korrekt. Så jeg vil kun opfordre politiet til at tage denne praksis op.«

Hos Venstre er man enig i, at der kan være fornuftige gevinster at hente på flere områder.

»Vi går ind for at rulle moderne teknologi ud i den offentlige sektor. Og optagelser kan på sigt måske skabe et mindre ressourceforbrug og desuden skabe mere sikkerhed for både den sigtede og for afhøreren,« siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, der vil tage spørgsmålet op i Folketingets retsudvalg med henblik på at undersøge omfanget af problematiske afhøringer og fejlagtige rapporter.

Ingen af politikerne hælder til at lovgive på området, men mener, at det må være op til politiet selv. Politiet bør i højere grad følge den samme udvikling som andre steder i det offentlige, mener Karsten Lauritzen (V).

»Folketingsdebatter bliver optaget, så man kan gå ind at høre, hvad ens politiske medspillere og modspillere har sagt, og det er fornuftigt. Så der foregår en udvikling i folkestyret og generelt i det offentlige, så det skal der naturligvis også gøre hos politiet«, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu