SF rammer nyt lavpunkt

23. marts 2013 05:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SF rammer nyt lavpunkt

Nedturen fortsætter for SF. Lørdag får partiet opbakning fra sølle 4,5 procent af vælgerne i den dårligste måling fra Rambøll/Analyse Danmark siden 2001, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Indtil nu lå lavpunktet tilbage i 2005, da Holger K. Nielsen (SF) trak sig fra formandsposten efter et valgresultat på seks procent.

 

»Vi må konstatere, at regeringen som helhed er udfordret. Det er SF også. Vi skal kommunikere politik, og de seneste dage har vi brugt enormt meget tid på at diskutere, hvordan indholdet af vores indre navle ser ud. Jeg tror, at vælgerne er ret ligeglade og er trætte af at høre om SFs interne diskussioner. Jeg tror gerne, de vil høre noget om SFs politik. Det er det, vi skal folde ud,« siger politisk ordfører Jonas Dahl (SF) til avisen.

Han afviser dog, at de dårlige målinger får partiet til at overveje at træde ud af regeringen.

»SF er i regering, og SF bliver i regering, fordi vi her påvirker dansk politik. Det er det afgørende. Vi tager ansvar i en ekstremt vanskelig situation for landet og leverer venstreorienterede løsninger på høj arbejdsløshed og klimaudfordringerne,« siger han.

Rambøll har ligeledes foretaget en ministermåling. Her kommer økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) ind som nummer et, mens minister for bo-, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) ligger sidst. SF-formand Annette Vilhelmsen ligger næstsidst i målingen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu