SF: Vi borer heller ikke i Søren Pinds fortid

3. januar 2012 15:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
SF: Vi borer heller ikke i Søren Pinds fortid
Billede mangler

Seneste skridt i Ole Sohn-sagen får nu SF til at ryste på hovedet over partiets politiske modstandere.
Dansk Folkepartis krav om at anmode russerne om at åbne arkiverne fra kommunisttiden for at klarlægge Ole Sohns fortid som kommunist, har fået støtte fra Venstres Søren Pind. Og han burde om nogen feje for egen dør først, mener SF.
“Jeg kunne godt blive ved med at bore i Søren Pinds bagage fra hans tid som borgmester i København. Der har været mange sager, hvor der er sat kraftigt spørgsmålstegn ved hans ageren, men jeg synes, politik er for vigtigt,” siger SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, til Newspaq.
Forslaget fra Dansk Folkeparti vil ikke kunne blive vedtaget som beslutningsforslag, da både Enhedslisten og Liberal Alliance har vendt tommelfingeren helt nedad og kalder det politiske drillerier.
“Det ligner et led i den kampagne, der mest har til formål at mistænkeliggøre Ole Sohn i stedet for at have fokus på, hvordan vi løser Danmarks politiske problemer,” invender Jesper Petersen og tilføjer:
“Ole Sohn har lagt hele det forløb frem, som han husker det. Og han har samtidig opfordret alle andre til at gøre det samme, så jeg synes, det her er ude af proportioner. Det er useriøst,” slutter SF’s politiske ordfører.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu