SFere: Brug for kritisk ventil til dampen

29. juni 2012 17:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
SFere: Brug for kritisk ventil til dampen
Billede mangler

De kritiske røster i SF’s landsledelse, der brokkede sig over, at skattereformen blev indgået med Venstre og Konservative, er blevet tæmmet.

 
Det samme er Lisbeth Bech Poulsen (SF), der i første omgang meldte ud, at hun ville stemme imod skatteaftalen.
I den forgangne uge har den interne strid i SF fyldt avisernes forsider, og utilfredsheden i baglandet sendte en række af partiets toppolitikere på Danmarksturné for at forklare skeptiske SF’ere, hvorfor SF valgte at indgå skatteaftalen med de borgerlige partier.
Skatteminister Thor Möger (SF) opfordrer til sammenhold, men i Svendborg preller det af på viceborgmester Bruno Hansen (SF).
Han sender en opfordring tilbage til partiets ledelse om at “trække vejret dybt” og i fremtiden lytte til frustrationerne i baglandet.
– Man skal have lov til at melde sine frustrationer ud. Thor Möger har givet et signal om, at vi skulle tie stille, men det skal man lade de mennesker om, som udtaler sig, siger Bruno Hansen.
Han tilføjer, at der også har været andre ude og sige, “at man skal holde det inden for egne rækker, for ellers kan det få konsekvenser”.
– Det er en ubehagelig tone, der slet ikke hører hjemme i SF. Det er godt, der er en ventil, der kan åbnes, når dampen bliver for høj indenbords, og det skal folk også have lov til, når man er ude i så voldsom en sag, som den her trods alt er.
Den “voldsomme sag” har kostet SF et styrtdyk i meningsmålingerne, så de nu kun står til at få 10 mandater i stedet for 16 mandater, hvis der var valg i morgen.
Spørgsmål: Kan du ikke forstå argumentet med, at det er skadeligt for partiet, at man tager den debat i medierne, i stedet for at tage den bag lukkede døre?
– Jo, men i SF har vi en kultur, hvor man tager en åben dialog, og det synes jeg er en rigtig god kultur, som vi skal fortsætte med, siger Bruno Hansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu