SFs forslag til afgangsprøven for løst tænkt

27. marts 2012 14:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
SFs forslag til afgangsprøven for løst tænkt
Billede mangler

SF’s forslag til en reform af afgangsprøven i folkeskolen er ukonkret.
Det mener Jan Mejding, der er seniorforsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).
“For mig lyder det forholdsvist løst tænkt, og jeg mener, at hvis man vil ændre afslutningen af et helt folkeskoleforløb for alle skolebørn, så bør det måske være bedre gennemtænkt, hvad man vil bruge tiden til,” siger han.
Han kender ingen eksempler fra udlandet, der ligner, det forslag SF er kommet med i dag.
“Jeg kender ikke til, at man nogen andre steder afslutter et forløb, og så, efter man har afsluttet det, fortsætter med at undervise i tre måneder”, siger han til Newspaq.
Annette Vilhelmsen, der er Børne- og Undervisningsordfører hos SF, fortæller, at de ikke har nogen intention om at lave en mere konkret lovgivning på området.
“Det er ikke os som politikere, der skal ud og detailplanlægge ude på skolerne, og når jeg ikke er mere præcis, er det også fordi, der er store lokale forskelle rundt om i landet,” siger hun.
Hun henviser til, at skolerne efter prøven fortsat skal følge elevplanerne og dygtiggøre eleverne.
“Når de unge har besluttet sig for, hvor de skal hen efter folkeskolen, så vil vi gerne rette mere til, hvad det er, de unge har brug for,” siger hun.
SF vil erstatte afgangsprøven med en ny prøve, der skal afholdes, inden eleverne 1. marts vælger, om de skal på eksempelvis teknisk skole eller i gymnasiet.
Det er meningen, at eleverne derefter kan bruge den sidste skoletid på de fag, de skal bruge fremover på deres ungdomsuddannelser. Men Jan Mejding har svært ved at se ideen, uden en mere håndgribelig plan.
“Jeg kan ikke forestille mig, at man bare siger, nu har I sådan set afsluttet jeres folkeskoleforløb, I har taget jeres afgangsprøve, og nu skal I tænke fremad, uden at der ligger nogle ret klare forventninger til, hvad de skal foretage sig de her tre måneder,” siger Jan Mejding.
I Folketinget har SF dog opbakning til forslaget fra et flertal.
Undervisningsminister Christine Antorini siger, at da hun gerne vil se på, om en ændring af afgangsprøven kan bidrage til at få de unge til i højere grad at færdiggøre de ungdomsuddannelser, de fortsætter på efter folkeskolen.
Mens regeringspartierne er positive overfor SF’s forslag, mener oppositionspartierne Libaral Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti, at forslaget er tåbeligt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu