SFs gruppeformand tager kritik »meget seriøst«

27. februar 2013 12:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SFs gruppeformand tager kritik »meget seriøst«
Billede mangler

Utilfredsheden breder sig i SF. Flere prominente medlemmer har siden regeringens præsentation af vækstplanen tirsdag udtrykt kritik over specielt skattelettelserne til erhvervslivet. Nu vil SFs gruppeformand tage affære.

 

»Vi tager det selvfølgelig meget seriøst, at der er den her kritik af specielt selskabsskattenedsættelsen. Jeg kan jo også selv se på de mails, jeg får, at der er udfordringer, og jeg vil nu tage en seriøs samtale med de forskellige medlemmer,« siger Anne Baastrup (SF).

Det er blandt andet partiets psykiatri- og sundhedsordfører, Özlem Cekic (SF), der er utilfreds med, at SF er gået med til et udspil, hvor erhvervslivet får skattelettelser i form af en nedsættelse af selskabsskatten fra 25 til 22 procent og en lempelse af flere grønne afgifter.

På sin Facebook-profil skriver Özlem Cekic, at nedsættelsen af selskabsskatten er »torskedumt«. Inden gruppemødet ønskede hun ikke at uddybe sin kommentar, men sagde dog:

»Det er ikke S-politik, og det bliver aldrig SF-politik, men vi har indgået et kompromis, og det står vi selvfølgelig ved.«

Lisbeth Bech Poulsen (SF) – der tidligere har fået hug for netop at sige sin mening sammen med Özlem Cekic – mener heller ikke, at en selskabsskattelettelse er »klassisk SF-politik«.

»Jeg tror ikke, der er nogen af de tre partier, der tidligere har været ude og synes, at det var en god idé. Der er mange andre måder, hvor vi kan få skabt mere beskæftigelse, men det er en del af pakken, og der er rigtig mange andre god ting i den også, som vi er glade for,« siger Lisbeth Bech Poulsen og fremhæver mere voksenefteruddannelse og puljen til nedrivning af boliger i landområderne.

Hun vil stemme for regeringens vækstplan.

Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) mener slet ikke, at der er uro i SF.

»Jeg synes sådan set ikke, der er uro. Der er nogle holdninger til elementer i pakken, som folk måske ikke er så glade for. Vi debatterer altid,« siger ministeren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu