SFs krise er regeringens fødselsdepression

29. juni 2012 12:38 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
SFs krise er regeringens fødselsdepression
Billede mangler

Stoltheden over at have indgået en stor og bred skatteaftale blev hurtig glemt i SF. Den interne kritik er taget til i løbet af den sidste uge, og flere medlemmer kræver i dag i Jyllands-Posten, at Villy Søvndal går af som formand.
Lige nu, er der ikke noget, der tyder på at landsledelsen er enig i kritikken, og derfor truer den ikke konkret Villy Søvndals og Thor Mögers ledelse. Det vurderer politisk kommentator Troels Mylenberg.
– Det man sidder og venter på i SF lige nu, det er, hvor højt op det her når at komme. Hvornår begynder det at komme fra nogle af dem, som man regner som sine sikre støtter?, siger han til Newspaq.
For hvis kritikken når højere op, kan det få uroen til at tage til.
– Hver gang, der er nogen, der siger sådan noget åbent, så er ballet åbnet. Det starter en proces, hvor flere kan begynde at sige det samme, og så kan der begynde at ske noget, siger han til Newspaq.
Ifølge ham er det ganske naturligt, at SF er i problemer netop nu.
– SF er i gang med at transformere sig fra et oppositionsparti til et regeringsparti, der tager ansvar. Og det gør ondt, for det betyder, at det ikke længere er ren SF-politik, man kan føre, siger Troels Mylenberg.
Det har man også set i mange andre regeringer, senest med De Konservative der også led under regeringssamarbejdet med Venstre.
– Derfor er denne kritik og disse udbrud en helt naturlig del. Men lige nu er den bare meget hårdere, end SF har prøvet før, siger han.
Selv i det mest harmoniske parti vil der altid være nogen, der har en modstand mod ledelsen, og derfor skal man ikke drage forhastede konklusioner.
– Det er umuligt at sige hvor meget sådan noget fylder, for det kræver, at kritikerne har en stærk plads og er talsmænd for bredere dele af partiet end blot en øjeblikkelig frustration, siger Troels Mylenberg.
I den seneste meningsmåling får SF tilslutning fra blot 5,4 procent. Og i løbet af den sidste uge har Enhedslisten oplevet den største medlemsfremgang nogensinde, primært fordi SF’ere har rykket sig længere mod venstre efter skatteaftalen blev forhandlet på plads uden Enhedslisten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu