Sidse Babett nomineret til tv-Oscar

8. oktober 2012 20:34 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sidse Babett nomineret til tv-Oscar
Billede mangler

Rollen som statsminister Birgitte Nyborg i DRs dramaserie ’Borgen’ kan sikre Sidse Babett Knudsen en af de eftertragtede Emmy-statuetter.
 
TV-branchens Oscar bliver uddelt på Hotel Hilton i New York tidligt om morgenen den 20. november dansk tid.
Sidse Babett kommer med i kapløbet om den fine pris i kategorien ’Årets bedste kvindelige skuespiller’ for sin rolle som statsminister Birgitte Byborg i DRs dramaserie ”Borgen”.
 
Det er anden gang, at en skuespiller fra DRs dramaserier er nomineret i kategorien. I 2008 havde Sofie Gråbøl samme mulighed, da hun var nomineret for sin rolle som Sarah Lund i DRs dramaserie ’Forbrydelsen’. Dengang blev det desværre ikke til en pris.
 
Den første Emmy sikrede DR sig for 10 år siden, hvor ’Rejseholdet’ blev den første DR-serie nogen sinde, som stak af med statuetten. Året efter fik ’Nikolaj og Julie’ en Emmy, og i 2005 var der fuld plade, da DR-dramaserien ’Ørnen’ blev ’Bedste internationale dramaserie’ og ’Unge Andersen’, som Nordisk Film producerede for DR, fik en Emmy for at være ’Bedste internationale tv-film/miniserie’.
 
Sidse Babetts konkurrenter til Emmy’en er argentinske Christina Banegas fra serien ‘Televisión por la Inclusión’, Rhina Sa fra Hongkong og serien ‘Zhonh Huo Di’ og britiske Joanna Vanderham fra tv-serien ‘The Runaway’.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu