SIFs Risgård: Ekstremt vigtig sejr

12. april 2013 21:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SIFs Risgård: Ekstremt vigtig sejr
Billede mangler

Lettelsen var stor hos Silkeborgs spillere efter 3-1 sejren over AGF. Men der er ikke tid til at juble for meget, hvis man skal holde trit med konkurrenterne i bunden.

– Vi vidste godt, den her kamp var ekstremt vigtigt. Især efter vores kamp i mandags (nederlag til AaB) vidste vi, at point var vigtigt. Vi havde tre point til stregen, og de andre bundhold vinder også, så det var dejligt med en sejr, sagde Kasper Risgård til TV3 Sport1.

Midt i anden halvleg følte han sig snydt for et straffespark, da han i tæt kamp med AGF-defensiven blev lagt ned i feltet.

– Men dommeren fløjter ikke, og så er der jo ikke straffe, som han tørt konstaterede.

Kasper Risgård ser dog ikke nogen grund til at hvile på laurbærrene. For det bliver en kamp for overlevelse for Silkeborg resten af sæsonen.

– Vi har fået ni point i det her forår, og den stime skal vi følge op på, for de andre bundhold vinder også. Det bliver rigtigt spændende, men vi lægger os ikke ned, før vi enten er reddet eller ikke kan redde os, siger Risgård.

Træner Viggo Jensen var heller ikke i ekstase efter sejren, som han betegnede som nødvendig.

– Et AGF-hold kom godt fra start, hvor vi fik en lunken start. Men som kampen skred frem, tog vi mere og mere over, og jeg synes, sejren var fortjent. Det var en OK præstation, og jeg må sige, at vores tre angribere gjorde det godt. Det var også en nødvendig sejr, sagde Viggo Jensen til TV3 Sport1.

Angriber Marvin Pouriés gule kort, der fører til karantæne til måltyven i næste kamp ude mod Brøndby, kommenterede Viggo Jensen på denne finurlige måde:

– Marvin har fået lov til at få sig en fridag. Den nåede han at redde sig derinde i dag. Den har han fortjent, for han laver også holdmæssigt et godt stykke arbejde. Også defensivt lægger han rimeligt godt til. Og hvor der var brug for det, der tog han de ekstra løb, der skulle til, konstaterede træneren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu