Silkeborg: Derfor var en fyring af Poulsen uundgåelig

17. april 2013 13:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Silkeborg: Derfor var en fyring af Poulsen uundgåelig
Billede mangler

Det fortæller klubbens administrerende direktør, Kent Madsen, som nu fortæller om sin oplevelse af Christopher Poulsens sag – efter spilleren selv har fortalt sin version til Midtjyllands Avis.

 

Christopher Poulsen indrømmer i et interview med lokalavisen, at han på grund af en meget presset privatøkonomi forfalskede underskrifter fra to Silkeborg-direktører for at få et banklån.

I første omgang blev afskedigelsen præsenteret som en mindelig kontraktophævelse, men 24 timer senere forklarede Christopher Poulsen altså, at han er blevet afskediget på grund af sit bedrageri.

– Vi ville gerne melde denne sag ud på den sædvanlige måde, og den sædvanlige måde for os er at give et ærligt og åbent billede. Vi var ærlige, men vi kunne ikke være åbne i dette tilfælde, og det var selvfølgelig af hensyn til Christopher. I morges kom Christopher så frem til, at han gerne ville udtale sig, og så kan vi tale mere åbent om det, fortæller Kent Madsen, som altså kan bekræfte, at han fredag eftermiddag lige inden en hjemmekamp mod AGF så de papirer, hvor Christopher Poulsen havde forfalsket både økonomidirektør Claus Christensen og Kent Madsens egen underskrift for at få et banklån i en lokal bank.

– Vi ventede på grund af kampen med at tage snakken med Christopher. Den tog vi så lørdag, og der var intet pjat med Christopher. Men uanset hvor meget sympati man kan have for et menneske, går grænsen her. Det er uacceptabelt at lave falske underskrifter. Og så er det lige meget, hvor man er ansat, siger Kent Madsen.

Nogen vil mene, at I burde have hjulpet en desperat mand?

– Vi har kendt til Christophers pressede økonomi, og vi har givet en håndsrækning inden for rimelighedens grænser. Vi har hjulpet, som vi føler, vi kunne. Men vi kom over grænsen her, også selv om Christopher i løbet af fredagen blev klar over, at han var kommet for langt ud og bremsede sit foretagende. Så der er altså ingen, der har mistet penge, men det er selvfølgelig uacceptabelt at gøre, hvad Christopher gjorde. Så må man gå ærligt fallit i stedet, siger Kent Madsen.

Silkeborg har altså tidligere hjulpet Christopher Poulsen, lige som man hjalp med at sløre virkeligheden i første omgang. Klubbens ledelse krydser stadig fingre for, at Poulsen kommer fornuftigt videre nu.

– Jeg betragter ikke Christopher som en hårdkogt forbryder. Han har måske været lidt naiv, og han har i hvert fald været under et enormt pres. Vi ønsker ham held og lykke, og vi betragter sagen som afsluttet herfra. Vi gør ikke mere ved den, siger Kent Madsen. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu