Sjælden albino-spækhugger spottet i Rusland

24. april 2012 11:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sjælden albino-spækhugger spottet i Rusland
Billede mangler

Det er faktisk lidt af en verdenssensation. Ved Kamchatka i det østlige Rusland har russiske forskere set en af de meget sjældne albino-spækhuggere, skriver BCC.
Og det er eftersigende første gang, at nogen har set denne hvide version af “dræberhvalen” uden for fangenskab.
På en video fra BBC kan man se en stor flok almindelige sorte spækhuggere boltre sig, hvorefter der pludselig stikker en hvid finne op af vandet.
Spækhuggeren med den hvide farve har forskerne døbt ‘Iceberg’ eller isbjerg, med henvisning til dens isbjergs-lignende hvide finne.
– Vi har set to andre unge albino-spækhuggere, men det er første gang, at vi har set en voksen. Den har en to meter lang finne, og det betyder, at den i hvert fald er 16 år gammel, måske endda ældre. siger den britiske forskningsleder Erich Hoyt til BBC.
Hoyt har forsket i spækhuggere i en årrække og skrevet flere bøger om hvalerne, bl.a. som seniorforsker med Whale and Dolphin Conservation Society (WDCS). Han opdagede den hvide spækhugger i forbindelse med en forskningsekspedition i det østlige Rusland.
Spækhuggerne regnes for voksne, når de er omkring 15 år gamle, og hanner som Iceberg kan blive op til 50-60 år gamle, mens den normale levealder er cirka 30 år.
– Det lader til, at Iceberg er fuldt ud socialiseret med de andre. Vi ved, at disse spækhuggere ofte bliver ved moderen gennem hele livet. Og ud fra hvad vi kan se, ligger han lige bag sin mor. Og det er nok hans brødre, der ligger ved siden ad, siger Hoyt, der nu overvejer, om man skal forsøge at tage vævsprøver af den sjældne spækhugger.
Kilde: BBC

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu