Sjælden tvillingefødsel i Aalborg Zoo

7. januar 2013 15:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sjælden tvillingefødsel i Aalborg Zoo
Billede mangler

For første gang nogensinde fik en af Aalborg Zoos sjældne antiloper tvillinger i dagene mellem jul og nytår.
Af: Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau

I Aalborg Zoo er man ikke uvant med fødsler i juleferien, hvor der traditionelt kommer flere kalve til verden, men denne gang fandt der alligevel en helt særlig en af slagsen sted. En af havens antiloper af arten sabeloryx fik således tvillinger, og det er ikke hver dag, det sker.

– Det er første gang nogensinde, vi her i Aalborg Zoo oplever, at der fødes tvillinger hos disse antiloper, og på verdensplan sker det kun en gang ud af 100, så det er meget specielt, siger chefzoolog Jens Sigsgaard i en pressemeddelelse.

Sabeloryx-flokken, som hører til i den såkaldte Afrikanske Landsby i Aalborg Zoo, er i de seneste tre uger blevet 10 kalve rigere, heriblandt tvillingeparret.

Den snehvide sabeloryx med enorme, krumme horn er et af verdens mest udryddelsestruede dyr og levede oprindeligt i ørkenområder i Nordafrika, men lever i dag i små flokke i store indhegnede områder, hvor de er beskyttet mod krybskytter.

Ifølge Aalborg Zoo er det allerede nu muligt for offentligheden at se det nye kuld i det nordjyske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu