Sjælland beholder ambulancehelikopter

29. marts 2012 17:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sjælland beholder ambulancehelikopter
Billede mangler

Forsøgsordningen med akuthelikopteren, som drives af Region Hovedstaden og Region Sjælland, er blevet forlænget med et år.
“Vi er meget tilfredse med, at vi kan fortsætte med at have en akuthelikopter på Sjælland, indtil den endelige beslutning om helikopteren er truffet. Den har bevist sit værd i mange situationer. Derefter er det op til politikerne på Christiansborg, hvilken model vi fortsætter med,” siger Steen Bach Nielsen, regionsrådsformand for Region Sjælland.
Forlængelsen af aftalen sker, fordi S, SF og R satte 29 millioner af til formålet i regeringsgrundlaget.
Også Vibeke Storm Rasmussen, formand for Region Hovedstaden, hilser forlængelsen velkommen.
“Akuthelikopteren er rigtig god som supplement til det nuværende akutberedskab. I hovedstadens tætte trafik sikrer helikopteren, at hjælpen når hurtigt frem til alvorligt tilskadekomne. Den redder både liv og gør borgerne trygge. Derudover understreger de foreløbige erfaringer Rigshospitalets rolle som Danmarks førende hospital for patienter med behov for højt specialiseret behandling,” siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen.
Ambulancehelikopteren er bemandet af specialtrænet korps af læger og reddere.
Fra basen i Ringsted kan akutlægehelikopteren inden for godt 20 minutter nå frem overalt på Sjælland, Møn, Falster, Lolland og omkringliggende øer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu