Skadestuer modtager færre slagsbrødre

21. marts 2013 13:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skadestuer modtager færre slagsbrødre
Billede mangler

Antallet af mennesker, der henvender sig til landets skadestuer, fordi de har været part i et slagsmål, er faldet i første halvdel af 2012. Det er andet år i træk, at de halvårlige tal er på vej ned, viser en ny rapport, som det Kriminalpræventive Råd (DKR) offentliggør i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed torsdag.

 

Linda Nielsen, formand for DKR, glæder sig over den positive udvikling, men hun understreger, at man ikke må fjerne fokus fra tallene, bare fordi det går godt. Der er stadig masser, som kan gøres for at få voldstallet endnu længere ned.

»Vi kan arbejde på at nedbringe volden i nattelivet ved at opfordre værtshuse til at have en ansvarlig udskænkning og ved at påvirke de unges risikoadfærd,« siger formanden i en pressemeddelelse.

Den nye rapport viser, at unge mænd mellem 15 og 24 år er den gruppe, som oftest henvender sig til landets skadestuer som følge af vold. De udsættes oftest for vold på gaden, og i 80 procent af tilfældene skyldes voldsskaderne vold med en stump genstand, som eksempelvis en knytnæve eller en sten.

Linda Nielsen håber på, at forebyggende arbejde kan hindre, at de unge mænd ender i voldelige situationer.

»Fritids- og mentorindsatser, der giver børn og unge støttende og positive voksenrelationer, kan være med til at bremse tilgangen til rocker- og bandegrupperingerne, og i forhold til de unge, der er havnet i voldelige miljøer, kan man arbejde med træning af vredes- og aggressionshåndtering,« siger hun.

I første halvår af 2010 modtog landets skadestue cirka 9.500 henvendelser som følge af en voldsskade. I 2011 var det tal faldet til 8.900, og i første halvår af 2012 er tallet nede på 8.600. Det er et fald på 10 procent i forhold til 2010.

Alle sygehuskontakter i Danmark registres i Landspatientregistret. Kontakterne registreres med en overordnet årsag til sygehuskontakten. De henvendelser, der registres med kontaktårsag ’vold, danner baggrund for rapporten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu