Skænderi førte til skyderi på universitet i Texas

23. januar 2013 02:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skænderi førte til skyderi på universitet i Texas
Billede mangler

Tre mennesker blev såret, da et skyderi tirsdag brød ud under et skænderi mellem to personer på et universitet nær Houston. To mistænkte er anholdt.

 

Ifølge myndighederne er begge personer, der var involveret i skænderiet, blandt de tre sårede, og begge er indlagt på hospitalet. Yderligere blev en vedligeholdelsesarbejder, der befandt sig nær skyderiet, skudt i benet, mens en kvindelig studerende ligeledes blev bragt til hospitalet med et medicinsk problem – dette var dog ikke var forårsaget af skud.

Efterfølgende er universitetet blevet finkæmmet, og undervisningen forventes at blive genoptaget onsdag.

Skyderiet på Lone Star College, hvor omkring 10.000 studerende har deres daglige gang, sker knap seks uger efter Newtown-massakren, hvor en bevæbnet mand skød og dræbte 20 børn og seks lærere livet.

Ifølge politikommissær Armando Tello modtog politiet alarmopkaldet tirsdag klokken 12.51 lokal tid, hvorefter de første patruljevogne ankom til stedet få minutter senere.

Skænderiet mellem de to personer begyndte verbalt, men eskalerede til et skyderi, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

Skolekansler Richard Carpenter fortæller, at skyderiet fandt sted uden for mellem et af fakulteterne og skolebiblioteket.

Studerende Amanda Vasquez fortæller til CNN, at hun ventede på at skulle til engelskundervisning, da hun hørte skud.

– Jeg hørte omkring seks skud. Unge begyndte at løbe ned ad gangen. Det skete virkelig hurtigt, siger hun og tilføjer, at folk i klassen lukkede døren, slukkede lyset og blokerede døren med en stol.

I de seneste to uger har der været tre separate skyderier på skoler og gymnasier i USA, skriver Reuters.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu