Skænderi om kæreste endte i grov vold

14. april 2013 11:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skænderi om kæreste endte i grov vold

To unge mænds kamp om den samme kvinde sendte lørdag nat den ene på hospitalet og den anden i arresten, skriver bt.dk.

 

Det var angiveligt et skænderi, om hvem af de to, der skulle være kæreste med kvinden, der var årsag til, at de to mænd ragede uklar på en Shell-tank i Sorø.

Under skænderiet, der blev overværet af flere vidner, trak den 20-årige gerningsmand en kniv og forsøgte at snitte det 19-årige offer i panden.

»Da det ikke lykkedes, skar han ham fire-fem gange i hånden, trampede ham i hovedet 10-15 gange og flækkede en fortand på offeret, før han stak af,« siger John Andersen, der er vagtchef ved Sydsjællands Politi.

Sidst på natten anholdt politiet gerningsmanden hjemme hos ham selv.

Manden beskrives som »særdeles velkendt« af politiet og var prøveløsladt for en tidligere voldsforbrydelse. Han bliver søndag fremstillet for en dommer sigtet for grov vold.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu