Skandaløst valg af ledelse i daginstitut

6. maj 2012 11:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skandaløst valg af ledelse i daginstitut
Billede mangler

Det er svært at træde i karakter som leder på en arbejdsplads, hvor man tidligere har stået som menig medarbejder.
Alligevel viser nye tal, at hver fjerde gang en daginstitution ansætter en ny leder, vælger de netop en pædagog fra samme institution, skriver Søndagsavisen på baggrund af tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor.
Og det er langt oftere end på for eksempel skoler, sygehuse og plejehjem.
Kurt Klaudi Klausen, der er professor i statskundskab og forsker i ledelse, mener, at tallene er problematiske.
– Det er meget uheldigt, for det betyder, at man giver den nye leder en dårlig mulighed for at træde karakter og for at praktisere den form for ledelse, der er brug for vores daginstitutioner, siger han til Newspaq.
Han mener, at den seneste uges debat om dårlige daginstitutioner hænger uløseligt sammen med dårlig ledelse.
– Når man bliver leder af sine tidligere kolleger, har man ikke den bedste platform for at træffe nødvendige, men ubehagelige beslutninger, for at løse konflikter, lave nedskæringer eller igangsætte nødvendige pædagogiske udviklingsprojekter, siger han.
At det skaber handlingslammede ledere på daginstitutionerne er Stig Broström enig i. Han er professor med speciale i dagtilbud på Institut for Uddannelse og Pædagogik.
Han pointerer derudover at dårlig ledelse i sidste ende går ud over børnene.
– Når pædagogikken sejler i institutionen, bliver det ofte børnene, der sætter dagsordenen. De stærke børn trives og bliver stærkere, mens de svage børn bliver endnu svagere og ulykkelige, siger han til Søndagsavisen.
Kurt Klaudi Klausen mener, det er kommunernes ansvar at ansætte den leder, der er bedst egnet til jobbet.
Hos Kommunernes Landsforening er man enig.
– Det er det eneste rigtige at tænke uafhængigt af institutionerne og udelukkende kigge på kompetencer, når man ansætter ledere, siger Mikkel Haarder, kontorchef i Center for Ledelsesudvikling i KL.
Han mener, at kommunerne er på rette vej.
Kurt Klaudi Klausen mener derimod, at der bør laves en personalepolitik om, at man ikke ansætter ledere, der har været medarbejdere i samme institution.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu