Skat gav journalister Thornings cpr-nummer

30. november 2011 19:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skat gav journalister Thornings cpr-nummer
Billede mangler

Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag handler efterhånden mere om Skatteministeriet end om Helle Thorning.
Senest er det kommet frem, at en ansat ved Skatteministeriet har udleveret statsministerens cpr-nummer til otte journalister, skriver Berlingske.
Og det er langt over grænsen, mener flere eksperter.
“Det er ulovligt. Det er ikke bare en fejl, men i strid med persondataloven. CPR-nummeret er indgangsnøglen til alle mulige registreringer hos det offentlige såsom skat og sygehuse, men også mange private virksomheder,” siger Oluf Jørgensen, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til Berlingske.
Skatteministeriet kontaktede da også de otte journalister og gjorde dem opmærksomme på, at udleveringen var sket ved en fejl. De blev advaret mod at bruge oplysningerne.
Men det er ikke nogen undskyldning, mener både Oluf Jørgensen og Peter Blume, juraprofessor ved Københavns Universitet.
“Det er en klar overtrædelse af de gældende regler,” siger han til avisen.
Skatteministeriets departementschef Peter Loft er for ganske nylig blevet kritiseret for at have blandet sig i Thornings skattesag ved at kontakte Skat København. Eksperter siger, at det er Skats opgave at udrede sagen og ikke Skatteministeriet.
Det var B.T., der genstartede balladen om statsministeren skatteforhold. Det skete præcis en uge før folketingsvalget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu