Skat kræver 5,8 mia. kr. af Microsoft

4. marts 2013 06:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skat kræver 5,8 mia. kr. af Microsoft
Foto: Wikipedia.
Foto: Wikipedia.

Skat hævder, at Microsoft skylder 5,8 milliarder kroner til den danske statskasse. Foto: Wikipedia.

Microsoft skylder den danske stat 5,8 milliarder kroner. Det hævder Skat, der i øjeblikket forhandler med IT-giganten og de amerikanske skattemyndigheder om at få milliarderne hjem til statskassen, erfarer DR2.

 

Sagen stammer fra Microsofts køb af den danske virksomhed, der blandt andet var ejet af Erik og Preben Damgaard og havde udviklet et økonomistyringsprogram, som amerikanerne var interesseret i.

Microsoft købte i 2002 Navision for 10,8 milliarder kroner, hvorefter virksomheden skiftede navn til Microsoft Business Solutions.

Amerikanerne flyttede derefter rettighederne til programmet til skattelyet Irland. Det er her, Skat mener at kunne gøre kravet gældende, da Microsofts irske datterselskab købte de værdifulde rettigheder alt for billigt af det danske datterselskab. Dermed kunne store værdier flyttes ud af Danmark uden at blive beskattet i her.

Skat mener, at Microsoft skylder den danske stat fem milliarder kroner i skatter og afgifter efter handlen. Det beløb bliver med renter til 5,8 milliarder i dag, erfarer DR2.

Sagen er en såkaldt transferpricing-sag, hvor reglerne siger, at når selskaber i samme koncern handler med hinanden på tværs af landegrænser, skal den interne afregningspris fastsættes på markedsvilkår.

Ved salget af Navision mener Skat, at Microsoft satte prisen langt lavere end markedsprisen.

Microsoft har tidligere været i søgelyset hos skattemyndigheder flere steder i verden på grund af selskabets avancerede konstruktion af forbundne selskaber, der gør det let for virksomheden at flytte overskud til lande, hvor der betales lavere selskabsskatter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu