Skatteministerens sekretær hørte ikke noget og så ikke noget

7. februar 2013 13:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skatteministerens sekretær hørte ikke noget og så ikke noget
Billede mangler

Tidligere vidner har foran skattesagskommissionen beskrevet, hvordan der var heftig aktivitet i Skatteministeriet både før, under og efter Skat Københavns behandling af Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag i sommeren 2010. Men den aktivitet opfangede ministerens sekretær ikke.

 

»Jeg har hørt, at sagen har været behandlet i Skat København, men jeg har ikke hørt eller bemærket, at der er blevet talt ekstra om det inde hos os,« fortalte Camilla Lau Baymler foran kommissionen i Søborg torsdag formiddag.

Som sekretær for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) sad hun lige uden for hans kontor sammen med endnu en sekretær og ministerens to ministersekretærer. På den anden side af forkontoret lå daværende departementschef Peter Lofts kontor, og derimellem lå daværende spindoktor Peter Arnfeldts kontor.

Spørgsmål fra kommissionen: »Hørte du i forkontoret, at der foregik noget i relation til Stephen Kinnocks skattesag?«

»Det har nok ligeså meget været igennem medierne, at jeg har været orienteret om sagen,« svarede Camilla Lau Baymler, der ikke mener, at der er foregået »noget udover det sædvanlige«.

Flere andre er dog af den opfattelse, at der netop er foregået noget ud over det sædvanlige. Tidligere har en af Skatteministeriets egne folk, chefkonsulent Michael Frank, forklaret, at der var heftig aktivitet i ministeriet fra begyndelsen af pressens skriverier om Thorning.

Da BT henvendte sig til ham i begyndelsen af juni 2010 med spørgsmål om Kinnocks skatteforhold, satte Peter Loft Michael Frank i sving med at finde ud af, hvad der var »op og ned i sagen«. Loft ringede til embedsmanden 9. juni ved middagstid.

»Det er jo ikke hver dag, at Peter Loft ringer. Her bliver jeg endnu mere klar over, at det er en sag, der er meget ømtålelig,« forklarede Michael Frank i januar.

Embedsmænd i Skat København – der 16. september 2010 afgjorde, at Thornings mand, Stephen Kinnock, ikke skulle betale skat i Danmark – har beskyldt Skatteministeriets top for at have blandet sig i Skat Københavns sagsbehandling og for ligefrem at forsøge at få den endelige afgørelse »omgjort«, selvom hverken ministeren eller departementet ifølge skatteforvaltningsloven må blande sig i afgørelser af enkeltsager.

Det har både Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt afvist over for kommissionen. Torsdag bidrog ministerens sekretær altså heller ikke med noget, der indikerede, at en politisk indblanding har fundet sted.

»Nej, det er jeg ikke bekendt med,« gentog Camilla Lau Baymler.

Torsdag eftermiddag afhøres Skatteministeriets juridiske direktør, Birgitte Christensen, i Søborg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu