Skattereform: Regeringen vil hæve arveafgiften

4. april 2012 11:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skattereform: Regeringen vil hæve arveafgiften
Billede mangler

Lavere skatter på lønindkomster skal blandt andet finansieres ved højere arveafgifter – regeringen pønser på at sætte arveafgiften op.
 
Regeringen er i gang med at skrabe penge sammen til den kommende skattereform, hvor skatten på arbejde skal sænkes markant. I stedet skal arveafgiften sættes op, skriver Børsen. Fremover kan det altså blive dyrere at arve mormors kolonihave eller forældrenes formue.
 
I dag skaffer arveafgiften knap 4 millioner kroner til statskassen på årsbasis. Det betyder i praksis, at de pårørende til de omkring 55.000 danskere, der dør i løbet af et år, skal aflevere 69.000 kr. af det beløb, arves efter den afdøde.
 
Der er endnu ikke fundet en endegyldig model for, hvordan den såkaldte boafgift skal se ud i fremtiden. Ifølge Børsen er der to muligheder: De nuværende afgiftssatser på 15 og 36 procent kan blive forhøjet, og bundfradraget, som gør arv skattefri under visse beløb, kan blive sat ned.
 
Mens forhandlingerne om skattereformen står på, vil politikerne ikke udtale sig om planerne. Efter sigende er de nye arveregler et af SF’s ønsker. De Radikales skatteordfører Nadeem Farooq vil dog hverken be- eller afkræfte, at det fremover kan blive dyrere, når man eksempelvis overtager afdøde familiemedlemmers dødsbo.
 
“Jeg vil ikke spekulere i, om det bliver til noget”, siger politikeren.
 
Mens SF ønsker at flytte penge fra de velvbjergede for i stedet at sikre lavere skatter for almindelige lønindkomster, mener de Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen, at det er den helt forkerte vej at gå:
 
“Vi taler om mennesker, der har gjort noget godt for samfundet, skabt værdi og betalt skat af deres penge én gang. Så vil man beskatte dem én gang til”.
 
Han lover at kæmpe “inderligt” imod en højere arveafgift – og i den kamp vil han ikke stå alene. Liberal Alliance ønsker nemlig helt at afskaffe boafgiften.
 
“Ved arv er der ikke noget spekulativt element, og derfor kan man roligt afskaffe afgiften, uden, at der går koks i skattesystemet”, siger partiets skatteordfører Ole Birk Olesen.
 
I dag er al arv, der overstiger en værdi på 58.700 kr. belagt med en gaveafgift på 15 procent.
Kilde: Børsen

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu