Skattesagen: BT har pligt til at tale sandt

30. oktober 2012 11:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skattesagen: BT har pligt til at tale sandt
Billede mangler

Under afhøringerne i Skattesagskommissionen tirsdag, har de fire BT-medarbejdere pligt til at svare sandfærdigt.
 
De fire medarbejdere hos dagbladet BT, som tirsdag skal fortælle deres version af op og ned i Helle Thorning-Schmidts skattesag, taler som de første vidner under almindelig vidneansvar.
 
Det understreger kommissionens formand, landsdommer Lars E. Andersen, der tirsdag formiddag indledte næste akt i den omfattende sag.
 
Med chefredaktør Olav Skaaning Andersen i spidsen skal BT-journalist Thomas Nørmark Krog, nyhedschef Simon Andersen og avisens tidligere chefredaktør Peter Brüchmann svare på kommissionens spørgsmål.
 
De fire betragtes som udenforstående vidner og har modsat andre vidner ikke ret til en bisidder, lige som de har pligt til at svare på kommissionens spørgsmål og pligt til at svare sandt.
 
BT har meldt klart ud, at man af hensyn til kildebeskyttelsen ikke fortæller, hvem der lækkede nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) fortrolige skatteoplysninger til avisen med henvisning til.
 
Kommissionsformand Lars E. Andersen indledte tirsdagens afhøringer med at fastslå, at det er Skattesagskommissionen, der afgør, om journalist Thomas Nørmark Krog og de andre vidner fra BT skal udtale sig om deres kildegrundlag.
 
Han understreger dog også, at kommissionen ikke vil tage stilling til spørgsmålet tirsdag, men først på et senere tidspunkt. Dermed vil kommissionen acceptere, at BT-folkene ikke udtaler sig om kildegrundlag i første omgang.
 
Alligevel kan tirsdagens afhøringer blive interessante, mener forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
 
Han vurderer, at der kan gemme sig en sand medieskandale i sagen. BT skrev nemlig om den fortrolige afgørelse i Thorning-parrets skattesag en uge før folketingsvalget i september 2011. Og det er næppe tilfældigt, mener Roger Buch.
 
– BT har efter alt at dømme ligget inde med de her informationer en uges tid, inden de bringer dem på forsiden af avisen, siger Roger Buch.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu