Skattesagen livsfarlig for Venstre, mener spindoktor

29. november 2012 07:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skattesagen livsfarlig for Venstre, mener spindoktor
Billede mangler

Tidligere leder af Venstres presseafdeling gav sine medarbejdere besked om ikke at røre skattesagen.
 
Venstre vurderede, at Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesag kunne være “livsfarlig” for partiet.
 
Det siger den daværende leder af partiets dengang nyoprettede Center for kommunikation og politik, Søs Marie Serup Laybourn, til skattesagskommissionen onsdag.
 
– Vi var opmærksomme på, at så snart der kom personsager, så ville man pege på den afdeling (Venstres presseafdeling, red.).
 
– Derfor gjorde vi alt, hvad vi kunne for at holde den fra livet. Jeg gav klar ordre til mine 24 medarbejdere om, at de ikke måtte røre ved sagen, siger hun
 
Hun forklarer desuden, at Venstres leder, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, udtrykkeligt bad om ikke at blive informeret om sagens gang – i hvert fald ikke via presseafdelingen.
 
Serup Laybourn forklarer, at hun holdt et enkelt møde med Lars Løkke Rasmussen, hvor sagen blev bragt op:
 
– Jeg sagde: Så er der jo også den skattesag. Han siger: det vil jeg ikke vide noget om. Han vil kun vide noget om sagen i det omfang det går ad officielle kanaler, forklarede Serup og tilføjer:
 
– Altså fra departementschefen i Skatteministeriet til departementschefen i Statsministeriet, siger Søs Marie Serup.
 
Søs Marie Serup har ikke selv fået udleveret agterskrivelsen, altså Skats afgørelse i skattesagen, i Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesag.
 
Men hun kan ikke udelukke, at hun alligevel har fået dele af afgørelsen eller materiale fra sagen.
 
– Der er mange, der henvender sig til Venstre anonymt. Jeg har fået oplyst ting på mail og telefon, som jeg har kørt gennem min mentale makulator, fordi jeg vurderede det kunne være farligt for Venstre, siger hun.
 
– Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at der ikke har været brudstykker fra afgørelsen eller andre dele af sagen i det, siger Serup.
 
– Det kan jeg simpelthen ikke udelukke, siger hun.
 
Hun afviser dog, at noget af dette skulle være kommet fra ministeriet. Hun afviser også at have hørt rygter om, at Stephen Kinnocks påståede homoseksualitet skulle indgå i sagen.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu