Skattesagen: Skat var ekstra grundige

1. november 2012 11:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skattesagen: Skat var ekstra grundige
Billede mangler

Stephen Kinnocks skattesag blev behandlet ekstra omhyggeligt af Skat København, fortæller afdelingsleder.
 
Behandlingen af statsminister Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnocks, skattesag var væsentlig mere grundig end normalt.
 
Det fortæller afdelingsleder Inger Sommer Hansen fra Skat København, der torsdag afhøres af Skattesagskommissionen.
 
Inger Sommer Hansen var en af flere sagsbehandlere på sagen og var til stede på det møde, hvor Thorning og Kinnocks daværende revisor, Frode Holm, oplyste, at Stephen Kinnock var homo- eller biseksuel.
 
Adspurgt om kravene til dokumentation for antallet af Kinnocks arbejdsdage i udlandet, svarer hun:
 
– Vi har nok anvendt den hårde. Vi har ansvar for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst.
 
– På en skala fra 1 til 100, hvor 50 er jeres normale praksis, mens 100 er det hårdeste, hvor lå I så?
 
– 98. En lønmodtager, der flytter ud og ind af landet uden skatterelevante aktiver, er jeg ikke sikker på, at vi ville bruge så mange kræfter på.
 
Hun afviser, at nogen uden for Skat København forsøgte at påvirke, hvordan Skat opgjorde antallet af opholdsdage i København.
 
– Det er der fast praksis for. Hvis man kommer fredag aften og rejser mandag morgen, er det fire dage, fastslår Inger Sommer Hansen.
 
Sjette akt af skattesagen blev indledt med forhandlinger om, hvorvidt dagens afhøringer skulle foregå bag lukkede døre eller ej.
 
Men kommissionen afviste kravet fra advokat Nicolai Westergaard. Han er bisidder for Inger Sommer Hansen og skattedirektør Lisbeth Rasmussen, der skal afhøres senere.
 
– Det behov, medierne har for at snage, skal ikke kunne modregnes i det krav, ægtefællerne og embedsmændene har om, at private oplysninger holdes fortrolige, argumenterede han blandt andet.
 
Skattesagskommissionens formand, landsdommer Lars E. Andersen, forbeholder sig dog som hidtil ret til at lukke dørene midt under en afhøring, hvis et vidne er ved at afsløre fortrolige oplysninger.
 
– Vi følger den linje, vi har lagt indtil nu, sagde han.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu