Skattesagen: Troels Lund Poulsen havde hukommelses-huller

23. oktober 2012 17:35 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skattesagen: Troels Lund Poulsen havde hukommelses-huller
Billede mangler

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) blev i dag afhørt af Skattekommissionen om Helle Thorning-Schmidts skattesag.
 
11 måneders selvdikteret tavshedspligt sluttede tirsdag, da Venstres tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen tog plads i vidneskranken hos Skattesagskommissionen.
 
Som absolut hovedperson i kommissionens undersøgelse af muligt magtmisbrug i behandlingen af statsminister Helle Thorning-Schmidts skatteindbetalinger, var Troels Lund Poulsens vidneudsagn ventet med spænding.
 
Men der var flere steder, hvor Lund Poulsens hukommelse spillede ham et puds.
 
Særligt når det gælder de nærmere begivenheder i timerne efter Skat Københavns offentliggørelse af deres “frifindelse” af Thorning-Schmidt og Steven Kinnocks skattebetalinger, kneb det.
 
16. september 2010 fik Troels Lund Poulsen en agterskrivelse, der sagde god for Kinnocks schweiziske skattebillet.
 
Det har været fremme, at Troels Lund Poulsen efterfølgende forsøgte at så tvivl om den afgørelse – en påstand, som Lund Poulsen pure afviste under afhøringen.
 
Til gengæld vedgik han, at han stillede det, han over for kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, kaldte for “et par supplerende spørgsmål”, som han dog i dag ikke husker den nærmere ordlyd af:
– Jeg har ikke skrevet det ned. Jeg husker det som spørgsmål om retspraksis og til- og fraflytning, forklarede han.
 
Hvad det end var for nogle spørgsmål, så står det nu klart, at de satte himmel og jord i bevægelse i embedsværket.
 
I flere dage efter afgørelsen knoklede embedsfolk med at besvare ministerens spørgsmål, blandt andet om Thorning-Kinnock-familiens skiftende bopæle i ind- og udland kan have betydning for afgørelsen.
 
Det står også klart, at enkelte af embedsfolkene følte, at ministeren forsøgte at bestride frifindelsen – en følelse, som Troels Lund Poulsen ikke mener har bund i virkeligheden:
 
– Jeg har interesseret mig for præmisserne for afgørelsen, og det er min gode ret som minister, sagde han.
 
Også et andet sted i forløbet har mørket sænket sig over minderne fra dengang i 2010, hvor hele det politiske parnas holdt vejret, mens skattefolkene i København behandlede sagen.
 
Den 30. august siger Thornings revisor, Frode Holm, ganske opsigtvækkende til pressen, at den daværende oppositionsleder vil blive frifundet i sagen, der ellers stadig er under behandling.
 
Hvad foretog du dig så, ville kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen vide:
– Jeg mener, at jeg spørger, om det er rigtigt, husker Troels Lund Poulsen i dag. Han husker dog ikke præcist, hvem han spurgte og heller ikke, hvad svaret var, i fald der var et sådant.
 
Da den potentielt største skandalesag i nyere dansk politisk historie rammer BT’s forside den 23. juni 2010 afstedkom det heller ikke nogen forhøjet hvilepuls hos Troels Lund Poulsen.
– Jeg gjorde ikke noget. Jeg aner ikke, hvad der er op og ned, forklarede han kommissionen.
 
– Jeg drøfter ikke sagen med embedsmænd. Jeg har heller ikke drøftelser med folk fra Venstre om den konkrete sag, lød det fra Troels Lund Poulsen.
 
Venstres finansordfører, Peter Christensen, vidnede tirsdag for kommissionen. Også han afviste, at Venstre spekulerede i sagen.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu