Skattesnyd koster EU en billion euro om året

12. april 2013 17:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skattesnyd koster EU en billion euro om året
Billede mangler

EU: En billion euro, eller 7,5 millioner millioner kroner. Det er ifølge formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, hvad borgerne i EU hvert år snyder deres respektive skattemyndigheder for.

 

Det udbredte skattefifleri bliver en sag for EU-landenes ledere, når de mødes til topmøde 22. maj i Bruxelles. Her vil man blandt andet forsøge at overbevise Østrig om at skrive under på en aftale om at dele information om bankkunder på tværs af landegrænserne, så det bliver lettere at bekæmpe snyderiet.

»Skattesnyd er uretfærdigt over for borgere, der arbejder hårdt og betaler deres del af skatterne for at få samfundet til at fungere. Det er uretfærdigt over for virksomheder, der betaler deres skatter, men har svært ved at konkurrere, fordi andre ikke gør det,« siger van Rompuy ifølge Reuters.

Østrig er det eneste EU-land, der ikke har skrevet under på direktivet om at dele informationer om kunder, der sætter penge i banken. Senest har Luxembourg, landet med den relativt største banksektor i forhold til landets størrelse, indvilliget i at tilslutte sig direktivet.

Herman van Rompuy påpeger, at snyderiet for en billion euro svarer til Spaniens bruttonationalprodukt.

»Det er cirka det samme som EU-budgettet for syv år. Og det er hundred gange større end det lån, vi for nylig bevilligede Cypern,« siger formanden for Europarådet, der påpeger, at den økonomiske situation i EU blot gør skattesnyderiet endnu mere alvorligt.

»Den nuværende økonomiske krise understreger det akutte behov for retfærdige og effektive skattesystemer. Vi kan ikke acceptere og har ikke råd til, at man blot lader stå til, når det gælder skat,« fastslår Herman van Rompuy.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu