Skidt enkeltstart af Contador i Baskerlandet Rundt

6. april 2013 18:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skidt enkeltstart af Contador i Baskerlandet Rundt
Billede mangler

Columbianske Nairo Quintana tog fusen på alt og alle og fyrede en fænomenal enkeltstart af på den sidste etape af Baskerlandet Rundt (Vuelta al Pais Pasco).

Undervejs slog han både Alberto Contador og forhåndsfavoritten Richie Porte. Før sidstnævnte trillede ned af startrampen, stod australieren eller på tærsklen til at fuldbyrde karrierens hidtil bedste sæson. Tidligere på året cementerede han sejren i Paris-Nice med en bragende enkeltstart, og alle tegn i sol, måne og stjerner over baskerlandet udråbte den tidligere Riis-rytter til storfavorit.

Men sådan gik det som bekendt ikke. Nairo Quintana strøg over målstregen kun 17 sekunder efter etapevinderen Tony Martin, og med kun fire sekunder mellem de førende i det samlede klassement, var det mere end rigeligt til at sikre den samlede sejr.

De 24 kilometer blev afviklet på en glat og regnfuld rute, hvor flere stigninger slog rytmen i stykker for tempospecialisterne.

Team Saxo-Tinkoff-stjernen Alberto Contador måtte også strække våben overfor den columbianske overraskelse. På en dag, hvor Contador tilsyneladende aldrig fandt rytmen, måtte han tage til takke med en 10.-plads i enkeltstarten.

Vekslet til en position i det samlede klassement betød det, at Bjarne Riis’ stjerne gled ned på en femteplads, 54 sekunder efter vinderen, columbianske Nairo Quintana. Det var sæsonens tredje prestigiøse etapeløb, hvor den spanske klassementsrytter fik et skuffende rap over næsen i enkeltstarten.

Nummer to samlet blev Richie Porte fra Team Sky. Efter at have domineret løbet, der undervejs blev plaget af umanerligt dårligt vejr, mistede det britiske maskineri fodfæstet på den sidste etape, og måtte se sejren gå til et Movistar-mandskab, der var listet ind under radaren.

Til gengæld kan briterne glæde sig over, at tredjepladsen også gik til en Team Sky-rytter. Luis Henao trillede ned af startrampen i den gule førertrøje. Den kunne han dog ikke forsvare, men holdt fast i sin podieplacering med 34 sekunder op til den overraskende vinder.

Danske Jakob Fuglsang (Astana) kørte en anonym enkeltstart og endte Baskerlandet Rundt et godt stykke udenfor top-10.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu