Skjern er KIFs største konkurrent

21. marts 2013 17:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skjern er KIFs største konkurrent
Billede mangler

Mændenes slutspil i håndbold, der fører frem til to semifinaler, har fire oplagte favoritter til at gå videre. Men det kan et svingende Aalborg-mandskab lave om på, hvis det på papiret stærke nordjyske mandskab ikke kan få helheden til at svinge.

Det er konklusionen hos to af TV 3 sports håndboldkommentatorer, Peter Bruun Jørgensen og Jeppe Haugaard.

De peger begge på, at Skjern og Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er klare favoritter til at gå videre fra den pulje, der i øvrigt tæller Aarhus og Mors/Thy. Det samme gælder KIF Kolding København (KIF). men så er der den sidste semifinaleplads, som Aalborg, Team Tvis Holstebro og Sønderjyske kæmper om.

– Aalborg ved man aldrig rigtigt, hvor man har. De er favorit til den anden plads, men de svinger så utroligt meget. Lige som man tror, at nu blive de stabile, taber de til Mors. Et mærkeligt hold. Hvis det hele flasker sig, kan de jo vinde mesterskabet. De har spillet og materialet til det. Men de kan også tabe til et dårligt hold, siger Peter Bruun Jørgensen, der har Team Tvis som dark horse til en semifinale af samme grund.

Jeppe Haugaard har langt hen ad vejen den samme opfattelse af nordjyderne.

– Kan Aalborg få det hele til at fungere, kan de godt matche KIF i en enkelt kamp. Men Aalborg kan også blive drillet af Tvis, og jeg ser det som et meget tæt opgør om andenpladsen mellem de to. Aalborg har det bedste materiale, men Tvis har været mest stabile. Og så svingende, som Aalborg har været, kan de svinge den forkerte vej, mener Jeppe Haugaard.

Han ser Skjern som det eneste hold, der kan finde tro på, at de kan matche KIF, når det virkelig gælder.

– Skjern har ramt niveauet på det helt rigtige tidspunkt. Der har været meget fokus på Henrik Møllgaards rolle, men for at han har kunnet få den rolle, har det krævet, at træner Ole Nørgaard skulle få hierarkiet til at fungere. Og det er sket, hvilket han skal roses for. Han har et eller andet sted fået banket Claus Møller Jakobsen og Jesper Jensen på plads. Det havde jeg ikke regnet med kunne lade sig gøre. Jeg havde troet, den magtkamp ville ende i skuddermudder. Men det ser det ikke ud til, siger Jeppe Haugaard.

Også Peter Bruun Jørgensen er imponeret af Skjern.

– De kan gå hele vejen. KIF er min største favorit. Til at gå i finalen og til at vinde. Og så er der tre hold, Aalborg, BSV og Skjern. Som alle kan vinde mesterskabet. Og her tror jeg mindst på BSV. De mangler det sidste, når det gælder for at vinde DM, mener han.

I Skjern erkender Kasper Søndergaard, at man er sprængfyldt med selvtillid efter et fint grundspil i foråret.

– Men der er stadig et Kolding-hold, som på påtage sig favoritværdigheden. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at presse dem. Jeg ser dem dog stadig som favoritter, blandt andet på grund af vores kampe mod dem, hvor vi ikke var i nærheden af noget som helst. Det er eneste hold, vi ikke har haft styr på, siger Kasper Søndergaard.

Også han ser KIF, BSV, Skjern og Aalborg som de fire store favoritter. Men det upåagtede Aarhus-mandskab bekymrer Skjern-spilleren.

– Det er fordi, vi har tabt til dem i pokalen, og vi har tabt til dem på hjemmebane i ligaen. Det er det eneste hold, vi har tabt til hjemme i ligaen ud over KIF. Vi har ikke haft særlig godt styr på dem. De har et godt hold, og vi har haft svært ved at spille mod dem, siger Kasper Søndergaard.

Han håber, at Skjern har fordel af, at holdet i modsætning til både KIF, BSV og Team Tvis har været sparet for Europa Cup-strabadser.

– Jeg har selv prøvet CL-kampe, og det er hårdt på mentalt og fysisk hele tiden at skulle sætte sig op til kampe onsdag, lørdag, onsdag, lørdag. Det kunne være fedt, hvis man kunne se, at vi ikke har de der lange ture i benene og har 12-14 kampe færre end de andre, siger Søndergaard.

Mændenes slutspil skydes i gang den 27. marts med kampene Aarhus-BSV, Mors-Skjern, Sønderjyske-KIF og Team Tvis-Aalborg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu