Skjult demens skal opspores

15. februar 2013 04:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skjult demens skal opspores
Billede mangler

Alt for mange danskere lever med demens uden at vide det eller uden at ville vide det, skriver Kristeligt Dagblad.

 

Sundhedsstyrelsen starter derfor en landsdækkende kampagne for at få borgere med symptomer på demens til at søge læge tidligere.

”Hele kampagnen går ud på en tidligere udredning og diagnostik af demente, så de kan få den relevante rådgivning, støtte og behandling så tidligt som muligt i forløbet, og hvor de stadig kan være med til at træffe beslutninger om deres eget liv,” siger Charlotte Hosbond, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen til avisen.

Projektet har fået tre millioner kroner fra satspuljemidlerne.

85.000 danskere lider af demens, men omkring halvdelen af dem har aldrig fået stillet diagnosen og tallet ventes at vokse i de kommende år.

Alt for mange danskere med symptomer går for sent til lægen, mener Gunhild Waldemar, der er leder af Videnscenter for Demens og professor ved Københavns Universitet.

»Mange holder sig tilbage med at gå til lægen, fordi man er bange for at blive dement. Man er bange for at tabe ansigt eller status og synes, det er pinligt. Det kan også være de pårørende, der synes, det er svært at henvende sig på den dementes vegne. Så der sidder rigtig mange rundt om i stuerne og venter med at gøre noget, til sygdommen er åbenbar for alle. Får man en diagnose tidligere i forløbet, vil man bedre kunne forstå sin egen sygdom, og alt efter hvilken type demens, man har, er behandlingsmulighederne forskellige. Derfor er det vigtigt, også selvom helbredelse ikke er mulig,« siger hun til Kristeligt Dagblad.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu