Skolebørn mistrives under lockout

18. april 2013 09:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skolebørn mistrives under lockout
Billede mangler

Fri hele dagen. Ingen lektier og ingen lærere, der bestemmer. Det burde være lykken for mange skoleelever, men er det langt fra.

 

En ny undersøgelse, som organisationen Skole og Forældre har foretaget blandt knap 870 af sine medlemmer, viser, at fire ud af 10 forældre har oplevet trivselsproblemer hos deres lockoutede skolebørn som følge af konflikten.

»Jeg synes, det er alvorligt, når konflikten mellem KL og lærerne påfører så mange skoleelever trivselsproblemer. Børnene bliver mismodige. De savner hverdagens rutiner og deres venner. Og de har svært ved at kapere uvisheden om, hvornår det er slut,« siger formanden for Skole og Forældre, Mette With Haagensen.

Hun mener, at det er på tide, at der kommer skred i forhandlingerne mellem de kommunale forhandlere og lærernes ditto – ellers må regeringen skride ind.

»Min opfordring lyder: Sæt jer til forhandlingsbordet – jeg hælder gerne kaffe i kopperne – og find en løsning. Ellers må regeringen gribe ind med afbalanceret indgreb, der tilgodeser begge parter,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Mette With Haagensen betegner børnene som den store taber i konflikten, og slår fast, at det både er store og små, der mistrives, mens lockouten står på.

»De store børn sover ikke om natten. De er bekymret for deres eksamen, og hvordan de kommer videre på deres videregående uddannelse. De små sidder ved aftensbordet og føler sig til besvær. Som 10-årig er det ikke rart at høre forældrene tale om, hvor man er mindst til besvær, hvis man skal med på arbejde,« uddyber hun.

Undersøgelsen fra Skole og Forældre viser også, at hver sjette forælder har været nødt til at droppe mindst 10 timer af den ugentlige arbejdstid for at kunne få børnepasningen under lockouten til at hænge sammen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu