Skolegården er en farlig legeplads

22. august 2012 13:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skolegården er en farlig legeplads
Billede mangler

Gynger, legetårne og asfalt er en farlig kombination i skolegården. Tusindvis af børn kommer hvert år til skade i skolegården eller i gymnastiksalen og må en tur forbi skadestuen.
Nye tal fra Ulykkes Analyse Gruppen viser, at 2251 børn i alderen 0-17 år blev behandlet på Skadestuen ved Odense Universitets Hospital (OUH) sidste år. Hvis det omfang er det samme i resten af landet, viser undersøgelsen, at det handler om over 40.000 børn.
– Det er et overraskende højt antal ulykker, der sker på skoler hvert år – og særligt, at cirka 20 procent af skaderne medfører et knoglebrud af en eller anden karakter, fortæller Henriette Madsen, leder af Børneulykkesfonden.
Undersøgelsen viser, at det især er de 10-14-årige, som med 1066 børn oftest kommer til skade. De efterfølges skarpt af gruppen 5-9-årige, hvor 714 måtte en tur på skadestuen.
De mest hyppige hændelser har været kontakt med levende væsener og genstande med 692 tilfælde og fald med 763 tilfælde. Og den opfattelse har overlæge fra Ulykkes Analyse Gruppen Jens Lauritsen også haft.
– Der er tre hyppige typer: De klemmer fingrene i dørene, de falder ned og bliver skadet ved udøvelse af sport. Men de tre områder peger også på, at almen forebyggelse burde være mulig, mener han.
Jens Lauritsen foreslår, at man kan sørge for, at dørene ikke lukker pludseligt eller forsyne dem med gummilister, at gynger og andet står på et fornuftigt underlag, samt at børnene har det rigtige fodtøj på under sport.
Begge understreger dog også, at børn skal bevæge sig og udvikle sig af at være aktive, så det handler om at minimere – eller forhåbentlig undgå – de alvorlige skader.
Børneulykkesfonden vil nu kigge på løsninger enten i form af informationsmateriale til skolerne eller redskaber til at mindske antallet af ulykker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu