Skoleleder: Find pasning til børnene allerede nu

17. marts 2013 01:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skoleleder: Find pasning til børnene allerede nu
Billede mangler

Forældre til skolebørn bør allerede nu begynde at undersøge pasningsmuligheder for ungerne nu, da risikoen for at lærerne bliver lockoutet efter påske er stor, siger skolelederforeningens formand Anders Balle til TV2 News.

 

»Hvis det bryder sammen næste fredag, så er skolen lukket til påske, og det bliver sværere at kommunikerer. Så forældrene må holde sig opdateret på skolernes hjemmesider og allerede nu se på hvilke muligheder, de har,« siger Anders Balle.

Danmarks Lærerforening mødes fredag med Kommunernes Landsforening (KL) i forligsinstitutionen, hvor man skal forsøge at nå til enighed om en ny overenskomst.

Anders Balle håber, at det lykkes.

»Kan jeg på nogen måde presse parterne, så ville jeg gerne. Jeg håber i høj grad, at de finder frem til en aftale Det ville være så godt for skolen og for den reformation, vi skal i gang med næste år, hvis vi har en aftale, hvor alle står bag,« siger han.

SFO’er på skolerne vil holde åbent på trods af en lockout, men de må ikke passe børnene ud over normal åbningstid.

»Vi skal finde ud af, hvor mange børn, vi kan have på skolen, og det kommer an på, hvor mange tjenestemandsansatte, vi har – det vil svinge meget fra skole til skole,« siger Anders Balle.

Han påpeger, at langt de fleste børn ikke vil kunne komme i skole.

Kommunernes Landsforening har varslet lockout fra 1. april. Hvis forligsmanden skønner, at der er fremskridt i forhandlingerne kan hun udskyde den med 14 dage.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu