Skoleleder i Odense anmeldes for racisme

17. oktober 2012 12:01 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skoleleder i Odense anmeldes for racisme
Billede mangler

En far til en elev på Ejerslykkeskolen i Odense anmelder nu skolen til politiet for racisme.
 
– Jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen.
 
Med de ord blev fem-seks elever mødt af en skideballe af skoleleder Birgitte Sonsby på kontoret på Ejerslykkeskolen i Odense for 14 dage siden, skriver Fyens Stiftstidende.
 
Og det gør Shaib Mansoor, der er far til en af de udskældte drenge, vred.
 
– Det her er langt over stregen. Selvfølgelig skal min søn straffes, når han gør noget dumt. Men det her er racistisk, mener han, der derfor har meldt sagen til politiet.
 
Birgitte Sonsby bekræfter episoden, men synes imidlertid ikke, at hendes udtalelse er racistisk. Hun beklager dog over for familien.
 
– Der opstår en situation i undervisningen, hvor nogle børn må tilrettevises. De griner ad mig, og filmen knækker, og jeg kommer til at sige det der. Det beklager jeg, og det er jeg ked af.
 
Olav Rabølle Nielsen, der i over 30 år var skoleleder for den nu lukkede Humlehaveskolen i Vollsmose, hvor der er mange elever med anden etnisk baggrund end dansk, vil ikke forholde sig konkret til politianmeldelsen.
 
Men han forstår godt, at man som skoleleder kan blive irriteret.
 
– Det kunne sgu lige så godt være mig, der havde sagt sådan dengang. Men jeg kan måske nemmere slippe af sted med at sige grove ting til muslimske drenge, fordi de kender mig så godt og ved, at jeg elsker dem, forklarer han.
 
Odense Kommunes skolechef, Poul Anthoniussen, kalder udtalelsen fra Birgitte Sonsby helt uacceptabel og har indkaldt hende til en tjenstlig samtale i næste uge.
 
Juridisk set er det umiddelbart ikke en grov sag, vurderer advokaturchef hos Fyns Politi Henrik Møller.
 
– Men det kan være en skærpende omstændighed, at det bliver sagt af en voksen til et barn, fortæller han til Fyens Stiftstidende.
 
Det bliver nu op til politiets jurister at vurdere, om sagen skal for retten.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu