Skoleledere forudser kaotisk forår i folkeskolen

28. februar 2013 17:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skoleledere forudser kaotisk forår i folkeskolen
Billede mangler

Anders Balle, formand for Skolelederforeningen, mener, at Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening står så langt fra hinanden, at torsdagens lockoutvarsel ender med konflikt og hundredvis af tomme folkeskoler.

 

»Meget taler for, at der kommer en konflikt. Det er jo svært at lave et kompromis mellem to parter, der ikke taler samme sprog,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber:

»Alvoren strammer til. Det er absolut ikke overraskende, at det er endt sådan, fordi parterne befinder sig i hver sin lejr og har ikke kunnet komme i samtale om en eventuel løsning. Vi finder situationen meget beklagelig, og vi har hele tiden peget på, at en forhandlingsløsning ville være meget bedre for alle parter og for folkeskolen.«

Det bliver kaotisk, hvis det ender med konflikt, mener Anders Balle:

»Hvis det bliver en realitet, vil det betyde, at langt de fleste af landets skoler bliver nødt til at lukke helt. Det er mit klare bud,« siger han og understreger, at skolelederne »hverken er i lommen på lærerne eller kommunerne«:

»På sin vis kan jeg godt forstå, at man som arbejdsgiver synes, det er underligt at have en medarbejdergruppe, hvor der skal aftales detaljerede regler for, hvad man skal bruge de forskellige timer til i løbet af dagen. Men vi har brug for en lærerstab i Danmark, der har en vis grad af selvstændighed, autonomi og den begejstring, der skal til,« siger Anders Balle.

Han opfordrer parterne til at finde sammen:

»Det er desværre meget ødelæggende for klimaet og vilkårene for at gennemføre en kommende reform af folkeskolen, hvis vi ender i en opslidende konflikt her i foråret. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre parterne til at komme til forhandlingsbordet og begynde at tale samme sprog.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu