Skoler får del i A.P. Møller-millioner til skoleløft

3. november 2014 18:58 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk
 
Skoler får del i A.P. Møller-millioner til skoleløft
Vonsild Skole og kommunens øvrige skoler får del i A.P. Møller-millioner. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).
Vonsild Skole og kommunens øvrige skoler får del i A.P. Møller-millioner. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).

Vonsild Skole og kommunens øvrige skoler får del i A.P. Møller-millioner. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).

Koldings skoler får del i A.P. Møller-millioner til skoleløft i stor skala. Der er bevilliget 21 millioner kroner.

Med 21 millioner i ryggen går 12 kommuner sammen med Aalborg Universitet og COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling nu i gang med et af de mest ambitiøse skoleudviklingsprojekter herhjemme oven på folkeskolereformen. Over de næste fire år skal de deltagende skoler have et betydeligt løft og kunne dokumentere mærkbare forbedringer for elevernes læring og trivsel.

Udviklingsprogrammet med titlen ’Forskningsinformeret, målstyret skole- og kompetenceudvikling’ har netop modtaget en bevilling fra A.P. Møller Fonden på 21 millioner kroner. Oven i det beløb bidrager de involverede kommuner selv med omkring 57 millioner kroner. Det er det hidtil største projekt, som A. P. Møller Fonden har valgt at støtte.

Projektet, der omfatter en tiendedel af landets elever og lærere, er inspireret af canadiske, svenske og norske erfaringer. Der skeles især kraftigt til den skoleudvikling, der med succes siden 2004 er gennemført på 5.000 skoler i Ontario-provinsen i Canada – med resultater, der nyder international anseelse.

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Christian Haugk er meget tilfreds:

– Vi sikrer nu at vi får en videnskabeligt baseret kortlægning af alle skolernes kvalitet, og det vil give os et godt og præcist  grundlag for at videreudvikle vores ellers gode skoler.

I første fase vil der blive sendt elektroniske spørgeskemaer ud til elever, lærere, ledere og forældre. Det giver input til en rapport med ny viden om, hvordan det går på hver skole og det enkelte klassetrin, hvad angår læring og trivsel. Kortlægningen belyser også forskellen på drenges og pigers læring og trivsel – og de udfordringer, de hver især har.

Ud fra kortlægningen vil de deltagende aktører – forvaltninger, skoleledere, lærere og pædagoger – sammen med COK og forskere fra Aalborg Universitet sætte gang i målrettet kompetenceløft og pædagogisk udvikling på hver enkelt skole.

– Det giver os en unik mulighed for at målrette vores efteruddannelse, så det får direkte indflydelse på elevernes lærings- og trivselsudvikling. Det er en flerstrenget indsats, og det er vigtig at pointere. Det er en indsats, der skal sikre folkeskolen et fagligt løft, men trivsel er også et væsentligt parameter, og derved er aspekter som handler om socialisering, fællesskaber, social arv og elevernes alsidige personlige udvikling i lige så høj grad fokuspunkter i folkeskolens videre udvikling, slutter Børne- og Uddannelsesformand Christian Haugk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu