Skoleskyderi: Intet overblik over danske akutplaner

17. december 2012 08:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skoleskyderi: Intet overblik over danske akutplaner
Billede mangler

Det er de enkelte kommuner, der har ansvaret for at håndtere et eventuelt skoleskyderi i Danmark.
 
Det er uvist, hvor mange danske skoler, der har en plan for forebyggelse og håndtering af pludselige, farlige situationer som et skyderi. Det skriver Kristeligt Dagblad.
 
Undervisningsministeriet udsendte i 2009 en vejledning om sikkerheds- og kriseberedskaber på uddannelsesinstitutioner, men der er tilsyneladende ingen, der har et samlet overblik over i hvilket omfang, det er sket.
 
– Det er de enkelte kommuners ansvar at sørge for sikkerheden på deres skoler. Det kan vi ikke blande os i. Vi er jo ingen myndighed, siger Jonas Heltberg, pressechef i Kommunernes Landsforening.
 
Så sent som sidste sommer viste undersøgelser fra flere medier, at kun en ud af fire folkeskoler og blot halvdelen af gymnasierne har udarbejdet konkrete beredskabsplaner i tilfælde af skoleskyderier eller lignende.
 
Det fik daværende undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) til at skrive til alle uddannelsessteder og indskærpe nødvendigheden af at udarbejde beredskabsplaner.
 
Men det er ikke umiddelbart muligt at se, hvilke reaktioner brevet skabte.
 
Ifølge vejledningen fra Undervisningsministeriet kan uddannelsesinstitutionerne rette henvendelse til Dansk Center for Undervisningsmiljø, hvis de ønsker konkrete råd til, hvordan de skal gribe arbejdet med en beredskabsplan an.
 
Det er der yderst få, der har gjort, siger centerleder Ole Juhl.
 
– Vi kan tælle de henvendelser, vi har fået, på en hånd. Der var nogle, lige da vejledningen kom, og senere, da pressen skrev om, hvor få skoler, der havde fulgt op på sagen, men ellers ikke, siger han.
 
Ole Juhl peger dog samtidig på, at det også er meget individuelt, hvilke planer der er relevante for den enkelte skole.
 
Det er næsten ikke muligt at give generelle råd, fordi de fysiske rammer, skolens udstyr og børnenes alder gør en stor forskel.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu