Skovbrand i Spanien raser ude af kontrol

24. juli 2012 08:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skovbrand i Spanien raser ude af kontrol
Billede mangler

Hundredvis af brandmænd kæmper fortsat med den skovbrand i det nordlige Spanien, der indtil videre har kostet fire mennesker livet.
Yderligere 23 er kommet til skade – herunder otte brandmænd, der er indlagt på hospitalet, siger lokalregeringen i Catalonien.
1300 deltager i kampen mod ilden herunder 500 spanske brandmænd, 450 franske brandmænd, militært personale, politi og frivillige.
De bliver hjulpet af 33 fly og helikoptere, der kaster vand på flammerne, fortæller indenrigsminister i Catalonien Felip Puig.
Skovbranden er stadig ude af kontrol, men udsigterne er lovende, mener ministeren. For vinden er aftaget, og det forventes, at temperaturen i området også vil falde.
– På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget om, hvornår det vil være muligt at kontrollere branden, siger Felip Puig.
Blandt ofrene er en franskmand og hans 15-årige datter, som døde søndag, efter de havde forladt deres bil og kastet sig ud fra en klippe i havet for at flygte fra flammerne, der nærmede sig ved byen Portbou.
– Fra det sted, hvor de sprang, skal man omkring en meter ud for at ramme havet. De sprang sandsynligvis ikke langt nok og ramte klipperne, siger borgmesteren i Portbou Jose Luis Salas-Mallol.
Mandens kone og to andre børn er indlagt på hospitalet.
En 75-årig mand døde af hjertestop, mens han så sit hus brænde ned, og en 64-årig franskmand døde på hospitalet af de brandsår, som han havde pådraget sig, da flammerne omringede hans bil, fortæller myndighederne.
Omkring 100 måtte forlade deres biler og tage turen ned ad den stejle bjergside, fortæller øjenvidner. Flere af dem måtte herefter på hospitalet med brandsår og brækkede knogler.
Skovbranden brød ud søndag nær byen La Jonquera og spredte sig hurtigt i Alt Emporda-regionen nær den franske grænse. Mandag dækkede den 13.000 hektar land, og røgen nåede Barcelona, der ligger 150 kilometer væk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu