Skrækkelig halvleg dyr for Klavs Bruuns tropper

6. marts 2013 20:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skrækkelig halvleg dyr for Klavs Bruuns tropper
Billede mangler

Når man kun laver seks mål i en halvleg i en håndboldkamp i Herre Håndbold Ligaen, er det svært at vinde.

 

Hvis ikke Klavs Bruun Jørgensens tropper fra Team Tvis Holstebro vidste det i forvejen, så fik de det skåret ud i pap onsdag, da lokalrivalerne fra Skjern var på besøg.

Fæle afbrændere, tekniske fejl, uopfindsomt angrebsspil og gode redninger fra Skjern-målmand Tim Winkler gjorde opgaven noget nær umulig.

Skjern spillede heller ingen stor første halvleg, men de var dog i stand til at gå til pausen med en føring på 12-6.

Det blev bedre for hjemmeholdet i anden halvleg, og da Skjern fik en scoringskrise, var der på et tidspunkt ved at blive spænding om udfaldet, da stillingen var 14-17.

Gæsterne red dog stormen af og endte med at vinde kampen 22-18.

– Vi blev ramt af nogle udvisninger i anden halvleg, og de fik troen på, at de kunne nå os, men det var godt, vi fik dem rystet af igen, sagde Skjerns Jesper Jensen efter kampen til TV3 Sport 1.

 Skjern er nu sikre på at få mindst et bonuspoint med til mellemspillet.

– Og på tirsdag møder vi BSV, og vinder vi den kamp, kan vi måske få to point, sagde Jesper Jensen.

Team Tvis Holstebro er også allerede videre til mellemspillet.

– Men vi skal op på et højere niveau – navnlig når vi spiller seks mod seks – ellers bliver det svært i mellemspillet, sagde Tvis’ Patrick Wiesmach efter kampen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu