Skuddag kan sende Danmark ud af dødvande

24. februar 2012 12:33 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skuddag kan sende Danmark ud af dødvande
Billede mangler

Danskerne giver den en ekstra skalle i år.
Det er skudår, og den ekstra arbejdsdag – lige præcis i dag – betyder øget produktion og øget indtjening.
Dansk Erhverv har beregnet, at den samfundsmæssige værdi af skuddagen svarer til, at man øger bruttonationalproduktet med 0,27 procent. Det svarer til 4,9 milliarder kroner, fortæller cheføkonom i Dansk Erhverv, Bo Sandberg.
“Danskerne skaber hver dag produktion for lige knap fem milliarder. Når der så er en ekstra dag, så giver det et ekstra plus til økonomien,” siger han til Newspaq.
De ekstra milliarder vil kunne ses på BNP-regnskabet for første kvartal 2012. Og i princippet vil skuddagen kunne sende Danmark ud af teknisk recession, siger Bo Sandberg.
Danmark havde minus på BNP i tredje kvartal 2011. På tirsdag kommer tallene for fjerde kvartal, og hvis væksten også her er negativ, er Danmark i teknisk recession.
Dermed kan skuddagen – og danskernes ekstra arbejdsindsats denne almindelige onsdag – altså være det, der bringer os på ret køl.
“Hvis væksten i første kvartal ligger og svinger mellem minus og plus, så kan den ekstra dag måske lige tippe den over til, at den bliver positiv,” siger Bo Sandberg.
Så bare knokl på – for Danmarks skyld.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu